Viktors Verden: Med VM i baghovedet

VM-bronzevinder Viktor Axelsen blogger om oplevelserne i Super Arena i Ballerup.

Viktors Verden: Med VM i baghovedet
Foto: Das Büro for Team Danmark

VM på hjemmebane skulle vise sig at blive en succes for mit vedkommende. Jeg kan se tilbage på en uge, hvor jeg opnåede min karrieres hidtil bedste resultat, og hvor en drøm om en VM-medalje blev en realitet.
Når det så er sagt, så er jeg godt klar over, at lodtrækningen flaskede sig til min fordel. Simon Santosos afbud gjorde, at jeg stod overfor sidste VM’s bronzevinder, Tinh Minh Nguyen fra Vietnam, i 3. runde, og da Jan Ø. Jørgensen blev uheldigt skadet og nødsaget til at trække sig, gjorde det også mine chancer større i kvartfinalen. Dog er jeg rigtig glad for den måde, jeg håndterede det hele på, og jeg synes, jeg fik bevist, at jeg fortjener den medalje. Jeg havde måske ikke en kamp, hvor man sagde: ’Wow… Det er vildt nok, han slår ham der’.. Men jeg vandt forholdsvist sikkert over spillere, som man ikke ’bare’ slår og med presset fra hjemmebanen og fra sig selv ikke mindst, så er jeg glad for, at jeg greb chancen og kunne smide medaljen om halsen.

En snitter

Det var dog først nogle dage efter turneringen, at det for alvor gik op for mig, hvad jeg havde præsteret. Det har siden jeg har været helt lille været en drøm for mig at vinde medaljer ved de store mesterskaber, men som jeg også kom ind på i mit tidligere blog-indlæg, så kan det være sindssygt svært at anerkende sig selv både før, under og lige efter gode resultater. Da jeg havde vundet min kvartfinale, gik der ikke mange minutter, før jeg begyndte at planlægge forberedelserne til næste kamp. Da jeg havde fået en ’snitter’ af Lee Chong Wei i semifinalen, gik der så lidt tid, før jeg kunne sætte mig udover irritationen, der lurede inde i mig. Sådan et stort nederlag foran en fuld Super Arena i Ballerup var ikke sjovt, og selv om jeg ikke havde regnet med, at jeg skulle ind og vinde, er det aldrig sjovt at blive kørt over med under ti og ti!
Det er klart, at når nu turneringen foregik på dansk grund, så var der en del ting at se til i løbet af ugen. Der var mange journalister, der ville have en kommentar, ikke kun lige efter kampen, men også på mange andre tidspunkter. Det er ikke nogen negativ ting, men man skal huske på, hvad der er vigtigt, og hvis man har brug for bare at ligge på hotellet og slappe af, så skal man sige fra. Jeg synes, jeg fandt en god balance i tingene og vidste, hvornår jeg skulle sige fra, så det ikke gik ud over min restitution. Samtidig brugte jeg også min familie og venner en masse i løbet af turneringen, og det var dejligt at kunne tage ind til byen og for eksempel spise aftensmad med dem. Det var også sindssygt fedt at kunne tage hjem efter turneringen og fejre medaljen med familie og venner.
Det her vil være en oplevelse, som jeg vil tænke tilbage på lang tid fremover. Kuldegysningerne, jeg fik da jeg trådte på banen til mine sidste kampe, og den glæde over medaljen var helt unikt. Der er ingen tvivl om, at alt den hårde træningen er det hele værd!

VIKTORS VERDEN

VIKTORS VERDEN

Er skrevet af badmintonspilleren Viktor Axelsen. Den 20-årige dansker er den første europæer, der er blevet verdensmester i herresingle for U19. Han har netop også vundet bronze i herresingle for seniorer ved VM 2014. Viktor Axelsen vil fremover blogge på Sport Executives hjemmeside.