UEFA taler med to tunger

Det europæiske fodboldforbund samarbejder stadig med Creative Artists Agency – på trods af at firmaet er en af de store spillere på markedet for TPO.

UEFA taler med to tunger
Foto: All Over Press

UEFA og præsident Michel Platini er en af de hårdeste modstandere af de såkaldte tredjepartsejerskaber (TPO) i fodboldens verden, hvor tredjeparter i form af forretningsfolk eller kapitalfonde ejer spillere. Alligevel fortsætter UEFA med at samarbejde med Creative Artists Agency (CAA). Det firma er ellers en af de store investorer i kapitalfondene under Quality Sports Investments, der har til formål at opkøbe spillere og allerede ejer et væld af professionelle fodboldspillere over hele verden. UEFA har endda netop udvidet samarbejdet med CAA – via en ny aftale med CAA’s ’datterselskab’, CAA Eleven, der fremover skal varetage alle medie- og sponsorrettigheder ved UEFA’s internationale kampe i perioden 2018-2022.

LÆS OGSÅ: SPORTEN STYRES AF KAPITALFONDE

Det drejer sig om som væsentlige og attraktive begivenheder, som EM, den nye Nations League, EM- og VM-kvalifikationskampe, internationale europæiske venskabslandskampe, EM for kvinder, U21-EM, EM Futsal, U19-EM, U19-EM kvinder, U17-EM og U17-EM kvinder.
Creative Artists Agency ejes af verdens næststørste kapitalfond, TPG Partners, der har hjemsted i skattelyet Cayman Islands.
Creative Artists Agency varetager desuden brandrettigheder for langt over 1.000 professionelle sportsnavne, heriblandt fodboldens Cristiano Ronaldo og Jose Mourinho, basketballs Carmelo Anthony, amerikansk fodbolds Peyton Manning, baseballs Buster Posey  og ishockeyens Sidney Crosby for nu at nævne nogle.

LÆS OGSÅ: MENNESKEHANDEL BLIVER FORBUDT