Talentet – der aldrig blev topspiller

Er Nicklas Bendtner et skræk-eksempel på et spildt talent? Forsker Jens Peter Sørensen blogger om de sidste par års mest omtalte danske angriber.

Talentet – der aldrig blev topspiller

Den danske angriber Nicklas Bendtner har udspillet sin rolle i tyske Wolfsburg. Endnu engang er det lykkedes for den nu 28-årige spiller at diskvalificere sig selv i forhold til jobbet som professionel fodboldspiller. Og så står alle medier i kø og erklærer: ’At løbet er kørt’. Det er vel at mærke de samme, der har levet fedt af at diskutere hans berettigelse på landsholdet eller en storklub i de sidste mange år.
Men forklaringer på, hvordan det har kunnet gå så galt, bliver der ikke plads til. De udløsende eller medvirkende faktorer trænger ellers til at blive diskuteret. Nicklas Bendtner er et problem, som andre har et medansvar for. Medier, forældre, agenter, trænere og ledere må tage ved lære af den soap-opera kaldet ’Bendtner’.
Måske skal man se nærmere på tilsvarende eksempler fra håndbolden, hvor Anja Andersens håndboldkarriere var truet af de samme trakasserier. Hun blev næppe normaliseret, men det lykkedes at gøre samspillet mellem Anja og holdet så god,t at projektet: OL, VM og EM blev den bedste tid i dansk håndbold nogensinde.

Den senmoderne unge mand

Nicklas Bendtner er et eksempel på det senmoderne menneske: De fælles værdier erstattes af en voldsom selvorientering. Fokus er ikke længere på den fælles præstation – nej, der bliver set mere på egen indsats. Den udvikling er tydelig og i et vist omfang uafvendelig. Efter mine mange år i uddannelsessystemet – den bogligt elitære del af den – kan man fornemme trenden. Den gode holdpræstation er ligegyldig – blot den enkelte er i centrum.
Det gælder således desværre også elitefodbolduddannelsen. Da den professionelle danske fodbold var ung etablerede man elitegymnasiale uddannelser, der skulle styrke talentudvikling inden for fodbold og uddannelse. Team Danmark var garant for koblingen. Den håndhæves stadig i fodbolden, fordi det er forudsætningen for at blive professionel. Niels Christian Holmstrøm holdt meget fast i det forhold, at dannelsesaspektet var en afgørende faktor.
Mange danske spillere er dannede. De skaber ikke selviscenesættende dagsordner. De passer deres arbejde og respekterer jobbets præmisser: Holdet er vigtigere end den enkelte, klubben er over alt, og langt de fleste har en ydmyg respekt for andre, der brænder for branchen. Det betyder ikke, at spillerprofiler som Preben Elkjær eller Frank Arnesen er uglesete. Deres farverige bidrag foregik på spillets præmisser.

Fodboldspillets poet

Men en socialiseringsproces, også i fodboldens verden, indbefatter mange faktorer fra forældre og videre.
First mover er forældrene: Jeg kender ikke Nicklas Bendtners ophav. Men det faktum, at faderen i en lang årrække har været agent for sønnen virker på ingen måde fornuftigt. Enhver forælder bør kende til sine begrænsninger, og fornuften er at overlade områder til eksterne. Her ville en anden rådgiver kunne have sagt et par sandheder til den unge mand. Forældre har altid haft svært ved at se og vurdere eget afkom i fodboldens verden. Og tro mig, det fortsætter- desværre.
Talentudvikling af unge er naturligvis et anliggende mellem spiller og træner. Forudsætningen for et vellykket samarbejde er viden og kompetencer hos trænerne. Viden om de personlige forudsætninger eller egenskaber hos danske topspillere kan man bl.a. få igennem bogen ’Bedre fodbold- bring hjernen i spil’ (2011). Den er skrevet af Bertil Bjørkman – svensk erhvervspsykolog, Jens Tang Olesen – mange-årig toptræner og instruktør og skribenten af dette skriv. I bogen er der fremlagt dokumenterede synspunkter på de vigtigste egenskaber og kompetencer hos forskellige spillergrupper, herunder angriberne. Vi har fremlagt fakta på et område, der aldrig er dokumenteret ordentligt før. Disse fakta er baseret på en spørgeskemaundersøgelse, der har taget sit afsæt i fodboldens verden og ikke en teori. Spillerne har givet os indsigt i deres tankesæt. Forståelse og viden herom burde hjælpe på håndteringen af blandt andet talenter som Nicklas Bendtner.
Konklusionen er bl.a. følgende:
”Angriberen er ’det musiske menneske – fodboldspillets poet’.
Som ung spiller var han ikke særlig fokuseret på karriereplaner og lignende. Hans drømme blev alligevel til virkelighed. Måske fandt han sin egen måde at gøre det hele på. Og måske ligger balancen i det rum, der er imellem det forudsigelige og det tilfældige. Mellem standard og det unikke.
Han er den spiller, der bedst er i stand til at klare både skuffelser og succes på en konstruktiv måde. Og han er meget indstillet på at lytte til andre med en respekt for både medspillere og den sportslige ledelse.
Han holder fokus på det, han anser for centralt for holdet. Han arbejder ud fra holdets bedste og ser sin egen indsats i holdets interesse
Han lever godt ud fra strategien: Det jeg kan påvirke, bruger jeg mine kræfter på. Han ved, at han kan gøre en forskel for holdet.
Angriberens personlige egenskaber må give stof til eftertanke i forbindelse med de ledelsesprincipper og former, der er i den moderne danske fodbold. Der er så meget at finde inspiration til i hans tankesæt.”

Et skræmmende eksempel

Kigger vi på Nicklas Bendtners profil, passer den første konklusion ganske fint på ham. Han er gået sine egne veje fra starten af, men er desværre ikke blevet hjulpet ind på det spor, der karakteriserer topangriberen. Han ville med garanti have udviklet sig anderledes, hvis de, der havde ansvaret for talentet på banen, havde haft en ordentlig viden om betydningen af de personlige egenskaber. Desværre er fodbold en legeplads, hvor formodninger sammen med historien er dagsordenen. Talentudvikling er for vigtigt til den form for praksis eller strategi.
De tre sidste udsagn karakteriserer topangriberen. Nicklas Bendtner lever sammen med et par ’andre danske svingdørsangribere’ – slet ikke op til det, der er dna’et hos de bedste. Han forblev middelmådig. Bendtner er desværre endnu ikke nået det niveau, der fortjener topspillerbetegnelsen.
Det mest betænkelige forhold er, at man i træner og lederstaben ikke fik øje på det i tide. Mens der stadigvæk var et håb om ændringer. Her mener jeg ikke bare på klubplan, men det ville være uendeligt interessant at få indsigt i den strategi, Arsenal havde i forhold til spilleren, der var en del af klubben i mange af de vigtige år for en socialiseringsproces. Arsenal profilerer sig højt på ledelse og sikkert med rette. Men her lykkedes det ikke at komme i mål. Bendtner er et skræmmende eksempel på, hvor galt det kan gå, når man tager dannelse ud af et ungt menneskes socialisering.
Det lykkedes heller ikke det danske landshold at knække koden. Vi har spildt megen god mælk på gold jord. Det ville have været godt med viden-baseret ledelse i forhold til et umiskendeligt talent!
Det bedste, man kunne have gjort, var at lede Nicklas Bendtner ud fra en simpel devise: ”Når du spiller, bliver du udtaget, forudsat du følger spillets regler og lever op til normerne.” Det ville have været respektfuldt over for de talenter, der har stået uden for banen med et håb om at få chancen.

Hvad nu Bendtner

Og hvad så nu med Nicklas Bendtner? Ja, uden hjælp vil det måske ende med, at han kan spilde den formue, han har tjent på at spille fodbold. Det kan godt være, det ender sådan, og lad det så være til skræk og advarsel for de knægte, der har sat kikkerten for det ene øje og lukket det andet i et forsøg på at nå det forjættede land.
Hvis skuden skal vendes, er der et par udsagn, der kan danne et mere solidt grundlag.
Først og fremmest skal han ledes ud fra nogle meget enkle principper, der har til formål at fastholde de tre kompetencer, Nicklas Bendtner ikke viser eller besidder. Genialitet har behov for en omhyggelig, velovervejet og stærk ledelse, hvis det fulde potentiale skal udnyttes uden at påvirke sig selv eller andre negativt.
For det andet skal Nicklas Bendtner til en klub, hvor holdet er stjernen, og den enkelte er klar til at yde alt for fællesskabet. Så vil der blive plads til de talenter, han trods alt besidder.
For det tredje skal Nicklas Bendtner vælge en kultur at arbejde i, der kan fremme det bedste i hans personlighed. Hverken England, Italien eller Tyskland har været rigtige, selv om de første nok er det bedste valg. Men spørgsmålet er, om der bliver tale om et valg for ham.
For det fjerde skal han træde i karakter og træffe en afgørende beslutning: Jeg vil ikke slutte som en fiasko. Når den er truffet, kan han komme videre – med kvalificeret hjælp.
For det femte burde man kigge på parallel forløb, hvor det lykkedes at redde patienten. Her kunne Anja Andersen måske give inspiration
Der skal smøges ærmer op, tænkes og handles, hvis vi nogensinde skal se Nicklas Bendtner på blot noget, der ligner øverste hylde. Både personligt hos Nicklas Bendtner selv, i hans omgangskreds og blandt de professionelle mennesker, der omgiver en professionel fodboldspiller.

BLÅ BOG

BLÅ BOG

JENS PETER SØRENSEN

Bloggen er skrevet af Jens Peter Sørensen. Han er historiker og idrætsunderviser – født i det Herrens år 1952.

Fodboldopdragelse i dansk fodbolds Mekka, Vejle. Senere elitespiller med størst succes i Skovbakkens optur i 1974-77. Medstifter af Spillerforeningen 1977 og medlem af bestyrelsen. Aktør i skiftet fra amatør til betalt fodbold i Danmark. Medvirkende i DBU`s trænerudvikling i årtier. Træner og leder i mange klubber, med forandring af kulturer som speciale.

Medforfatter til bogen ’Bedre fodbold- bring hjernen i spil’ (2011), der er en undersøgelse af holdninger til jobbet som professionel fodboldspiller.

Forsker og underviser på UCN, Sport Management. Arbejder med projekter, der skal identificere sammenhænge mellem europæiske kulturer og fodboldspilleres forståelse af jobbet.