Tab og vind med samme sind

Dansk fodbold er blevet en rodet infight om økonomiske og faglige rettigheder. Det bliver ikke sidste gang, hverken for fodbolden eller andre idrætsgrene. For eliteidrætten har endnu ikke annekteret det moderne arbejdsmarked i et demokratisk samfund.

Tab og vind med samme sind
Foto: Lan
Elitesporten fik en helt ny samfundsmæssig kontekst onsdag aften.
Farfar så godt nok ikke fodbold. For, som farmor udtrykker det, der er andet i livet end fodbold. Farfar ved det godt. Han kan bare ikke huske, hvad det er?
Men 21:56 sneg farfar sig til at zappe rundt på skærmen, fordi farmor småblundede i stolen. Og netop der opdagede han, at det danske skruebrækker-landshold fra røven af 2. division, Danmarksserien og futsal-turneringen var bagud med 0-2 mod Slovakiet.
Det betyder dog ikke noget. For som vi sagde i min barndomsklub, Lyngby Boldklub af 1921: ’Tab og vind med samme sind’. Det grinte vi allerede af dengang. Især når vi havde banket akademiker-ungerne fra AB (en storklub i farfars barndom, red.).

For Danmarks skyld

Hvad vigtigere var – og er; 23 danske amatørspillere valgte aktivt at involvere sig i en faglig konflikt på arbejdsgivernes side, i dette tilfælde Dansk Boldspil-Union (DBU). Det er et tiltag, der stort set ikke er set i Danmark, siden Hovedaftalen af 1899 blev indgået efter tre måneders storlockout. Men de 23 glade idioter gjorde det for Danmarks skyld, ifølge de førende danske medier.
For Danmarks skyld?
Hvad i alverden har fodbold, DBU og en kamp i Slovakiet med nationen Danmark at gøre?
Farfar er rådvild.
Men alene påstanden bevidner, at fodboldens forunderlige verden, det være sig spillere, ledere, fodboldpolitikere eller fodboldjournalister, endnu ikke har forstået, hvordan verden hænger sammen i et moderne demokratisk samfund – med et arbejdsmarked med rettigheder og pligter.
Men måske er ’for Danmarks skyld’ alt det der med Sofie og Sofus på et U9-hold et eller andet sted i Velfærds-Danmark. Eller deres ret til at lege med en bold i en organiseret sammenhæng i foreningen DBU’s regi. Det er i hvert fald den sammenhæng topfolkene i DBU med formand Jesper Møller og næstformand Bent Clausen i spidsen slår på i forbindelse med konflikten. Men ser man nærmere på DBU’s organisation, så er det godt nok en frivillig forening under Danmarks Idrætsforbund. Til gengæld har de frivillige foreninger i DBU kun halvdelen af magten i organisationen; den anden halvdel går gennem Divisionsforeningen til private aktieselskaber – oftest med en enkel eller to personer som betydende og bestemmende hovedaktionærer. Altså selskaber, der er sat i verden for at genere penge og omsætning – og mon de bekymrer sig så meget for Sofie? Næppe! For der er ikke penge i den lille Sofie. Men måske er der det i Sofus?
Yderligere er DBU’s kommercielle interesser lagt ud i et selvstændigt selskab, DBU A/S. Måske med fokus på Sofie, men farfar har sine tvivl. I hvert fald hvis man ser på økonomien i det selskab, hvor lønninger og andre omkostninger udgjorde omkring 75 procent af omsætningen! For at det ikke skal være løgn, så er størstedelen af talentudviklingen for såvel bredde som elite lagt ud til klubberne, og de får godt nok støtte fra DBU, men hovedparten af indkomsterne hentes rent faktisk hos kommunerne. Lige som en stor del af DBU’s indtægter også hentes hos det offentlige via lottomidlerne.
De halve sandheder ryster dog ikke DBU-formand Jesper Møller. Ifølge unionens hjemmeside siger han:
”Det er beklageligt og alvorligt, at der ikke er en ny landsholdsaftale. Vi må konstatere, at parterne står langt fra hinanden, og at hele den danske model, hvor penge fra elite og landshold er med til at udvikle bredden, er truet. Herrelandsholdet er en vigtig del af fødekæden i dansk fodbold og er afgørende for, at vi kan investere i talentudvikling, pige/kvindefodbold og udviklingen af dansk fodbold bredt set. Det er et spørgsmål om fællesskab og solidaritet, som er bærende værdier i dansk fodbold.”
Måske skulle Jesper Møller overveje at donere sit årlige vederlag for DBU-formandskabet på godt en million kroner, hvilket stort set svarer til et honorar til en bestyrelsesformand for et C20-selskab i Danmark, til Sofie. Farfar ved, hun trænger til et par kroner. Men så meget trænger Sofie vel heller ikke? I hvert fald mindes farfar ikke – og kan ikke finde noget i annalerne – om DBU’s massive million-investeringer i dansk pigefodbold.

Ingen kommentarer

Men nok om det. Tilbage til skruebrækkerne onsdag aften, der oplevede historiens vingesus, ifølge Kanal 5’s reporter. Ja, det kan man måske godt kalde det! I gamle dage var de smidt i havnen, og det er da også lidt af et sus.
Farfar fik i øvrigt også sneget sig til at se lidt op- og nedtakter om dette historiske vingesus i Slovakiet. De udsendelser var, som de plejer at være. Her sad grædekonerne og ’eksperterne’ i skikkelse af Frank Arnesen, Flemming Povlsen og Lars Jacobsen. De vidste som sædvanlig alt om ingenting – og lidt om nationalfølelse og ære.
Hallo, i parentes bemærket, er der ikke en eller anden behjertet sjæl i en eller anden sportsredaktion, der kan finde ud af at sætte mennesker i studiet, der rent faktisk ved noget om, hvad de snakker om?
Men hvad værre var, ifølge farfars ringe mening: Hverken DBU eller Spillerforeningen følte det nødvendigt at gå i studiet for at forklare en måbende nation, hvad denne konflikt egentlig handler om. Farfar synes ellers, det kunne have været en god anledning, nu hele nationen sad foran skærmen og så på skruebrækkere med en bold. Ja, ja, vi ved, det er en strid om kommercielle rettigheder. Altså, hvem der skal reklamere for hvad – og hvordan pengene skal fordeles. Det er logik for perlehøns, at en stjerne som Christian Eriksen har nogle private og klubmæssige økonomiske interesser – også nogen i DBU-regi. Men det kunne vel ikke være så svært for voksne mennesker med forståelse for et moderne arbejdsmarked at snakke igennem. Farfar mener, man har vidst, at den gamle aftale løb ud 1. august. Så laver man vel et forhandlingsforløb i god tid med krav og modkrav og forhandlinger – i stedet for at vente på, at et par landskampe gør dansk fodbold totalt til grin verden over?
DBU-formand Jesper Møller har yderligere via de danske medier meddelt, at man ikke forhandler, mens der spilles fodbold. Øh, hvor mange ansatte har DBU? Skal de alle se bold hele tiden? Var det måske ikke en anelse vigtigere, at konflikten blev løst, og Sofie fik den satans bold – i stedet for at kigge på en flok sekunda spillere høvle selvsamme bold ud af kommunen i Slovakiet?
Eller handler hele sagsforløbet i virkeligheden om, at DBU som spydspids for forbundene i dansk eliteidræt vil høvle atleterne tilbage til tiden før Hovedaftalen af 1899? Farfar ved det ikke, men han har en mistanke.
Farfar undrer sig også en del over; nu DBU slår på Sofie, Sofus og almenvellet, hvorfor selvsamme DBU ikke har tid til at oplyse selvsamme almenvel om fodboldsamfundets tilstand, mens de sidder på et stadion i Slovakiet og venter på en kamp? Hvad laver de i ventetiden? Spiser pølser?
Farfar er også mystificeret over, hvad DBU’s kommunikationschef, Jakob Høyer, egentlig laver? Måske er han manden, der henter pølserne til bosserne dernede i Slovakiet? Farfar ved det ikke, men han tror det.

Sofie skal også have en fjerbold

Mens Jesper Møller, Jakob Høyer og kompagni gnasker pølser i Slovakiet, har Badminton Danmark benyttet lejligheden til at opsige forbundets aftale med spillerne. Her handler det også om en strid om de kommercielle rettigheder a la DBU og Spillerforeningen. De to parter har så frem til 30. november til at få en ny aftale på plads. Men holder de sig til DBU’s standarder, venter de vel med at forhandle til et par dage før VM i august 2019?
Lidt show skal der jo være. I hvert fald efter farfar og DBU’s mening. DBU har jo helt egenhændigt sat helt nye standarder for forhandlinger på det danske arbejdsmarked.
Nå, farfar har ikke mere tid. Han skal ud og finde Sofie og give hende den satans bold, nu ingen andre vil.
PS. Ifølge de danske rygte-medier er der netop nu forhandlinger i gang mellem DBU og Spillerforeningen. Helt som vanligt melder parterne intet ud til offentligheden.
PPS. Jeg har taget min Albertslund-plakat ned, Kevin.