Stiller dansk fodbold de forkerte spørgsmål?

Forsker Kenneth Cortsen blogger om dansk fodbold og det nys overståede transfervindue.

Stiller dansk fodbold de forkerte spørgsmål?
Foto: Divisionsforeningen/Alka

Sommerens og vinterens transfervinduer er med årene blevet genstand for enorm hype og eksponering, og fodboldentusiaster på globalt plan venter på, hvordan deres favoritklub agerer i håbet om at booste nutidig og fremtidig performance. Globaliseringen, kommercialiseringen og iscenesættelsen af klubfodbolden som underholdningsfænomén, og de stordriftsfordele, som fodboldbranchen har oplevet ved centraliseret forhandling af kommercielle og mediemæssige rettigheder i internationale klub- og landsholdsturneringer, har i lighed med fodboldens allestedsnærværende socioøkonomiske identitet, skabt en ’spill-over effekt’ på promoveringen af transfervinduets betydning.
Fodboldøkonomien har udviklet sig i en retning, hvori der også drages flere og mere nuancerede paralleller mellem sportslig og forretningsmæssig performance, da sammenhængskraften imellem disse elementer er blevet intensiveret som følge af inflationen på transferbeløb og spillerlønninger.
Hvad enten fokus er på dansk eller international fodbold, viser erfaringerne, at det er klogt at analysere tingenes tilstand i forhold til muligheder og begrænsninger, d.v.s. at lade fornuften og kompetencerne tale i tæt sammenspil med pengene. Balancen mellem handlinger på transfermarkedet og skabelsen samt fastholdelsen af en sund kultur på og omkring holdet skal i min forståelsesramme ses som en udvidet ligning, hvor investeringerne i spillere kobles med investeringer i den omkringliggende infrastruktur. Denne ligning bør derfor også indeholde væsentlige rammebetingelser som en klubs ejerskab, overordnede ledelse, den sportslige ledelse og samspillet med førnævnte rammebetingelser samt herunder trænerstab og sportslige og sundhedsfaglige stabsfunktioner.
Som altid i transfervinduet hersker der en masse spørgsmål blandt danske og internationale fodboldfans, heriblandt mig selv. I Danmark oplevede vi historier som det store nedrykningsspørgsmål: ’Er Hobro IK dømt til nedrykning på forhånd, eller kan Ove Pedersen være garant for solidt trænerfagligt håndværk, der sikrer klubben endnu en sæson i Superligaen’? Derudover er spørgsmålet i ligaens top centreret om, hvorvidt FC Midtjylland kan navigere i en situation, hvor den flotte internationale deltagelse sætter holdets ressourcer på prøve, mens klubben samtidig ønsker at genvinde mesterskabstitlen mod et FCK-mandskab, der kun har tabt to kampe, og som derfor ser ud til at kunne være på vej i den rigtige retning mod tidligere sæsoners dominans? Det er krydret med outsidere til mesterskabstitlen som AaB, der har vist flot spil i efteråret og senest i vinteropstarten, og Brøndby, der i håbet om at genvinde fordums storhed har været flittigt handlende de seneste sæsoner. Jeg anerkender på det punkt Sønderjyskes fantastiske præstation i efteråret med en ny ung træner, men ser dem ikke som outsider til guldet.

Skævvridning i konkurrencebetingelserne

I en fodboldøkonomisk kontekst med fokus på skabelse af positiv transformation via balancen mellem kultur og placeringsjagt er det vigtigt at analysere sundhedstilstanden i den kultur, som eksisterer i klubberne? Her er der selvfølgelig stor forskel på de rammebetingelser, som klubberne har. Eksempelvis har AaB ikke samme økonomiske handlefrihed som FC København, ligesom Hobro IK, Viborg FF og Sønderjyske ikke har mulighed for at hive spillere op fra egne ungdomshold i den bedste danske U19-række. Det giver selvfølgelig en skævvridning i konkurrencebetingelserne, men netop derfor også en skærpende tydeliggørelse af vigtigheden af at kunne optimere den eksisterende klubkultur med de midler, man har.
Der er allerede sket en masse i vinterpausen i Superligaen. AGF hentede Glen Riddersholm, Kasper Hjulmand fik comeback i FC Nordsjælland, Allan Kuhn forlod AaB, makkerparret Jonas Dal og Lars Justesen blev genforenet i Esbjerg fB, sportsdirektør Ole Nielsen har udskiftet Viborg FF med Randers FC, der til gengæld har sendt Peter Christiansen på nye udfordringer i AGF og endvidere skiftet ud på direktørposten, ligesom spillere på samme måde har skiftet græsgange.
Fodboldøkonomien er på denne måde langt mere dynamisk end andre brancher. Med disse forandringer ændres omklædningsrummet, træningsbanen og spillernes motivation og lyst til at gå på arbejde og give alt af sig selv – både i positiv eller negativ retning. Især udskiftninger på trænerposten og i den sportslige ledelse kan få store konsekvenser på sigt som følge af det ansvar og den magt, som er tillagt disse positioner. Det bliver således spændende at følge, om Dal og Justesen kan skabe samme synergieffekter i Esbjerg fB, eller om Hobro IK kommer til at betale dyrt, hvis Ove Pedersen ikke formår at redde eksistensen i Superligaen. Ligeledes bliver det interessant at følge, om Kuhns fravær i rollen som motivator i AaB får negativ indflydelse på spillernes engagement på sigt, eller om Hjulmand og Riddersholm kan sikre nye mesterskaber med nye spillere og dermed nye kulturelle betingelser?

Penge er ikke nok

Det tankevækkende er netop den kritiske refleksion i forhold til, hvordan det rette personalemix på og udenfor banen influerer den sportslige procesudvikling og resultatskabelse. I en elitær og konkurrencepræget branche som fodboldøkonomien skylder fodboldlederne sig selv og klubbens interessenter på kontinuerlig vis at stille kritiske spørgsmål i bestræbelserne på at blive bedre. Ellers kan det give udfordringer i retning af, at sponsorerne bare putter pengene i et sort hul i en tid, hvor kommercielle interessenter netop ønsker mere værdi for pengene.
Selvfølgelig har finansiel formåen en afgørende betydning for sandsynligheden for at skabe sportslige resultater centreret om den hype, en position med guldmedaljer om halsen fører med sig. Desværre synes dansk fodbold på visse områder at befinde sig i et vakuum, hvor der figurerer en negativ reproduktion af en kultur, hvor klubberne ofte glemmer udviklingen i omkostningerne og er præget af suboptimering frem for optimering.
Vi kender alle klichéerne om, at ’den spiller kunne være blevet så god med den rigtige træner, eller hvis hovedet var skruet ordentligt på…..’, og sådanne udviklingsspørgsmål i fodboldøkonomien er typisk et produkt af en kulturel interaktion. Omkring spillet på banen er penge ikke nok i sig selv, men investeringerne i trænere og spillere bør også have den rette balance mellem en kvantitativ og en kvalitativ dimension og skal pakkes ind i den rette kombination af bl.a. inspiration, kommunikation, psykologi, motivation, lederskab, ledelse og fodboldfaglige kompetencer.
I den forbindelse er det relevant at understrege, at der endvidere skal være afregning mellem performance og spillere, som kommer op fra ungdomsafdelingen, når der måles på klubbernes evne til at talentudvikle. Her er det vigtigt at hæve overliggeren for klubberne og dansk fodbold, så vi udvikler spillere, som kommer op på førsteholdet, spiller kampe, evner at blive solgt og brage igennem på internationale klubhold samt på landsholdet. Det vil give ligaen bedre økonomiske indsprøjtninger og kan være med til at løfte dansk fodbold. Præmissen i en Superligaklub med den tiltrækningskraft, som klubben har på unge spillere, er, at de allerbedste unge spillere automatisk vil komme op i a-truppen, men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med en optimering af tingenes tilstand. Tænk bare på kvaliteten af Superligaens sportslige niveau p.t. eller landsholdets nuværende spillere kontra landsholdsspillerne i 1980’erne. Er det en tilfældig udvikling i takt med stigende professionalisering eller?
DBU snakker meget om kompetencegivende træneruddannelse og ansættelse af trænere med formelle kompetencer. Det er vigtigt, hvilket også ses fra erfaringer i udlandet. Dog handler det ikke bare om at ansætte arketyper, som er velpolerede i en organisatorisk tilknytning, og som siger de rigtige ting. Forskellen på ledelse og lederskab skal ses i forskellen mellem at gøre ting rigtigt og at gøre de rigtige ting.

For mange usunde mønstre

Med andre ord har den professionelle del af fodboldøkonomien gennemgået så stor professionalisering og kommercialisering i Danmark og udlandet, at branchen som helhed og klubberne i særdeleshed i konkurrencemæssigt perspektiv skal bestræbe sig på at rekruttere trænere og spillere, som kan styrke den aktuelle kultur, og derfor skal der fokuseres på rekruttering og udvikling af personligheder i centrale positioner på og udenfor banen, som ikke bare siger de rigtige ting, men som også har alle kompetencer til at føre tingene ud i livet. Der skal således i min optik tages et større ansvar for personlig og organisatorisk udvikling i elitefodbolden, og det skal gennemsyre fodboldøkonomien fra sportens ledende instanser til klubberne med en form for konstruktiv og efterlevelsesværdig gensidig tilpasning. Jeg tænker derfor, at der i DBU og i klubberne med fordel kan indhentes endnu mere research-baseret viden, hvis der virkelig skal optimeres.
Pointen er, at Danmark på nogle områder i min optik er et u-land vedrørende fodbold og udvikling. Det betyder ikke, at vi ikke har kompetente folk i fodboldsektoren, for dem er der mange af, men nogle gange er den opfattelse, som jeg støder på i fodboldøkonomien, at organisationerne er til for sig selv, d.v.s. der eksisterer nogle usunde handlemønstre og derfor opstår der en negativ reproduktion af kultur, som ikke styrker den danske fodboldøkonomis konkurrenceevne. Jeg har ikke oplevet, at der på træneruddannelserne altid hentes eksperter ind fra forskellige områder, som er vigtige for at kunne tilbyde en så stærk fodboldfaglig uddannelsesplatform som mulig. Vil Danmark have gode resultater, skal der vel også her skabes en uddannelsesplatform. Smagen er god på overfladen; spørgsmålet er, om det er godt for systemet ’dansk fodbold’. Hvor god har talentmassen været de senere år? Snakken går på, at der er masser af talent, men vi har ikke for alvor set det skinne igennem på symbolet på dansk elitefodbold i form af landsholdet, ligesom vi heller ikke ser mange danske spillere for alvor præstere stærkt i udlandet på samme måde, som vi så det for årtier siden. Har vi stillet de forkerte spørgsmål i for lang tid? Er vi endt med de forkerte idéer, diskussioner og handlinger?

BLÅ BOG

BLÅ BOG

KENNETH CORTSEN

Bloggen er skrevet af Kenneth Cortsen. Han er cand.merc., mba og ph.d.-researcher. Han forsker i forskellige problemstillinger relateret til sportsøkonomi, -branding og -management ved Handelshøjskolen i Aarhus/Aarhus Universitet. Som følge af forskningen har han samarbejdet med University of San Francisco, Harvard Business School og University of Northern Colorado. Kenneth Cortsen har desuden siden 2006 været ansat ved University College Nordjylland (UCN), hvor han har været med til at udvikle og implementere den første professionsbacheloruddannelse i sportsmanagement i Danmark.

Sideløbende hermed har han haft forskellige positioner i erhvervslivet, som f.eks. bestyrelsesarbejde og kommercielle jobfunktioner i medie-, konsulent, it- og idrætsbranchen.

Cortsen er tidligere elitespiller i fodbold og har taget DBU’s elitetræneruddannelse (UEFA A-licens).

Holdningerne i bloggen står for skribentens egen regning.