Sporten vækster fortsat

Afblæs al snak om krise: Elitesporten tonser stadig derudaf – og vil også gøre det i fremtiden.

Sporten vækster fortsat
Foto: All Over Press

Markedet for store sportsbegivenheder vil i 2014 passere de 80 milliarder dollar. Og det er ikke gjort med det: I 2017 vil selvsamme marked passere endnu en magisk grænse, idet indtægterne vil nå op på 90,9 milliarder dollar. Svarende i øvrigt til en stigning på 95,4 procent i forhold til 2005!
Det anslår det internationale analyse-bureau A.T. Kearney i rapporten ’Winning in the Business of Sports’.
Det er stadig markederne i Nordamerika og Europa, der driver motoren, men efterhånden er Asien godt med. Lige som det blandt idrætsgrenene fortsat er fodbolden og de store amerikanske sportsgrene, amerikansk fodbold, baseball, basketball og ishockey, som sætter tempoet. Således nåede fodbolden i den europæiske variant i cyklussen 2009-13 op på vækstrater på ni procent. Et hurtigt blik på de største europæiske fodboldklubber fortæller da også, at omsætningen i hvert fald ikke fejler noget. I sæsonen 2013/14 kom Real Madrid som den første fodboldklub nogensinde over de 600 millioner euro i årlig omsætning, nærmere bestemt 603,9 millioner euro. Alt imens såvel Manchester United som FC Barcelona begge passerede de 500 millioner euro i årlig omsætning med henholdsvis 540,7 og 530,0 millioner euro. Og så venter vi endda på regnskaber fra mange andre omsætningsstærke europæiske topklubber, eksempelvis Bayern München, Chelsea og Arsenal.

LÆS OGSÅ: SPORT EXECUTIVES SENESTE NUMMER

”Hvad enten man ser på de tidligere år, 2014 eller fremtiden, så boomer sportsmarkedet,” konstaterer Hervé Collignon og Nicolas Sultan, forfatterne af rapporten, da også.
I elitesporten er det fortsat sponsorer og medier, der betaler pengene. Ud af indtægterne på 76,1 milliarder dollar i 2013 finansierede såvel sponsorer som medier 35 procent, 27 procent kom fra billetter og 3 procent fra andre indtægter. Alene tv-indtægterne fra den amerikanske liga NFL er således mere end 12. doblet fra 1983 til i dag – nærmere bestemt fra 420 millioner dollar til 4.950 millioner dollar – vel at mærke årligt…
Hvem sagde krise…

DE SYV MEST OMSÆTNINGSSTÆRKE IDRÆTSGRENE:

DE SYV MEST OMSÆTNINGSSTÆRKE IDRÆTSGRENE:

Fodbold

Amerikansk fodbold

Baseball

Formel 1

Basketball

Ishockey Tennis

Kilde: Hervé Collignon og Nicolas Sultan: Winning in the Business of Sports