Ronaldo vinder VM i skattely

Verdens bedste fodboldspiller og verdens bedste skattesnyder er blevet synonymer i det senmoderne samfund. Farfar får ondt i hovedet, når han tænker på det smukke spil.

Ronaldo vinder VM i skattely
Foto: Real Madrid

Farfar er lidt forvirret her til aften. Helt som vanligt var farfar inde på FIFA’s hjemmeside for at tjekke, hvad 28 gamle mænd – og fem damer – nu havde fundet ud af for at tjene fodboldfolket – helt uden skelen til egen vinding. Farfar faldt over denne: ’Nominees for the Best FIFA Football Awards revealed’. Det var så Cristiano Ronaldo, Lionel Messi og Antoine Griezmann. De tre skal kæmpe om titlen som ’verdens bedste fodboldspiller anno 2016’.
Glem lige ham Antoine. Han er sikkert en flink fyr. Men han har lige så stor chance for at vinde, som en advokat har for at komme i Himlen.

LÆS OGSÅ: FODBOLDENS ANLØBNE MORAL

Det handler om Ronaldo og Messi – helt som vanligt. De to har fordelt titlen imellem sig siden 2008 – og det bliver de ved med et rum stykke tid endnu.

Hvem nasser mest

Lad os tage den lille argentinske magiker først. Han er efter farfars mening klart verdens bedste fodboldspiller i disse år. Formentlig også den bedste nogensinde i kamp med Johan Cruyff, Pele og Diego Maradona. Men en ting er hans evner med en lille bold – en anden ting er hans format uden for grønsværen. Messi tjener, ifølge France Football, sådan cirka 74 millioner euro om året. De penge gemmer han godt væk. Så godt, at samfundet ikke får en klink. Han blev allerede i juli måned dømt i en spansk ret for skattesnyd i perioden 2007-09, hvilket gav 21 måneders betinget fængsel og en større pengebøde. Siden er han afsløret i endnu et større skatte- og skattely-cirkus via de såkaldte Panama Papers, hvor det fremgår, at argentineren stadig snyder i skat – og fortsat nægter at yde sit bidrag til samfundet.

LÆS OGSÅ: FRA FOLKELIGHED TIL MENNESKEFORAGT

Hardhitteren fra Portugal? Ja, han er ikke et hak bedre! Football Leaks har netop afsløret, at den gode Ronaldo har driblet mindst en milliard danske kroner i skattely på De Britiske Jomfruøer i perioden 2009-14 – og siden har han fortsat med blot at deklarere en brøkdel af sin indtjening til de spanske skattemyndigheder, nærmere bestemt beløb svarende til en skatteprocent på 3,8. Portugiseren tjener, ifølge France Football, cirka 67 millioner euro om året. Men Ronaldo bidrager altså heller ikke til almenvellet.

Den største svindler vinder

Det går altså ganske godt i fodboldens verden.
Eller – farfar er lidt i tvivl?
For Messi og Ronaldo finter, sparker og spurter i skattely, alt imens de bidrager med ’nada’, som det så smukt hedder på spansk, til det samfund og det folk, der finansierer gildet. Det kan de sådan set jo selv afgøre med deres moral – eller mangel på samme. Men en fodboldverden, der bryster sig af særlige etiske, moralske og samfundsansvarlige stardarder kan vel ikke leve med år efter år at give den mest prestigefyldte fodboldtitel til en ’vaneforbryder’?
Eller kan de?
Hænger det i virkeligheden ganske godt sammen med fodboldens udvikling fra en glad amatørsport til en benhård forretning, hvor den største svindler vinder mest – på og uden for banen?
Spørgsmålet er så blot, hvornår fodboldfolkets tålmodighed med disse samfundsnassere udløber?
Hvad enten de findes på grønsværen eller de bonede gulve?
Det undrer farfar, at tålmodigheden er så stor.
Det undrer også farfar, at moralske læresætninger nedskrevet på fint papir i FIFA åbenbart ikke gælder, når det drejer sig om de væsentlige aktører på grønsværen – eller på de bonede gulve. Til gengæld imponerer det farfar, at disse verdensstjerner virkelig har tid og kræfter til at udtænke alle disse finansielle manøvrer, når man har antallet af kampe, træning og dosering og indtagelse af ’videnskabelige kosttilskud’ i frisk erindring. Men tillykke med titlen eller rettere titlerne Ronaldo/Messi – for I må jo også være med fremme i opløbet om VM i skattely…

LÆS OGSÅ: FODBOLDEN HAR KASTET MORALEN OVER BORD

I øvrigt kæmper Melanie Behringer, FC Bayern München, Carli Lloyd, Houston Dash, og Marta, FC Rosengård, om den kvindelige pendant til Messi-/Ronaldo-titlen. Hvorvidt de også er med i opløbet om skattely-titlen, ved farfar dog ikke.
Kåringen foregår 9. januar 2017 i Zürich, hvor en anden skurk, Giovanni Infantino, formentlig overrækker trofæet. Farfar vil ikke være til stede. Han har hovedpine…

FOOTBALL LEAKS

FOOTBALL LEAKS

Football Leaks er en ngo-whistleblower organisation.

Organisationen har netop frigivet papirer om kontrakter og diverse regneark, fakturaer og mails og overdraget dem til Der Spiegel.

LÆS MERE HER