Omsætningen tordner frem i de europæiske storklubber

19 procents stigning i omsætningen fra sæson 2012/13 til 2013/14. De europæiske storklubber skovler stadig flere penge ind.

Omsætningen tordner frem i de europæiske storklubber
Foto: All Over Press

Topfodbolden er i eksplosiv økonomisk vækst. Det viser en opgørelse Sport Executive har lavet.
Omsætningen i ni ud af verdens ti største fodboldklubber – opgjort i ’Deloitte’s Football Money League 2012/13’ – steg således fra sæsonen 2012/13 til 2013/14 med 19 procent. Og den stigning vil sandsynligvis rykke yderligere opad, når Paris Saint Germain – verdens femtestørste klub i sommeren 2013 – får afleveret et årsregnskab for sæsonen 2013/14.
Samlet set er omsætningen – i de ni klubber (se boks, red.) steget fra 3.296,3 millioner euro til 3.931,1 millioner euro.
Listen toppes stadig af spanske Real Madrid, der som den første klub i verden passerede 600 millioner euro i omsætning, nærmere bestemt 603,9 millioner euro. Den spanske hovedstadsklub efterfølges på pengelisten af Manchester United, FC Barcelona og Bayern München.
Mens de absolutte storklubber vækster og vækster, ser det ud, som om laget af klubber lige under taber momentum i forhold til den absolutte top. Således måtte Borussia Dortmund, verdens 11. største klub i sommeren 2013, se omsætningen falde med 17,8 procent til 223,78 millioner euro. Også klubberne i Serie A, som eksempelvis Inter Milano og AS Roma, falder bagud med enten decideret omsætningsfald eller svagere stigningsprocenter i forhold til de absolutte europæiske storklubber.
Til gengæld har klubberne i Premier League for alvor økonomisk medvind – først og fremmest båret frem af astronomiske stigninger i tv-indtægterne såvel indenlands som udenlands. Mellemklubber, som Everton og West Ham har eksempelvis begge netop præsenteret nye omsætningsrekorder på henholdsvis 146,3 og 139,4 millioner euro. Og så venter vi endda stadig på årsregnskaber fra storklubber som Liverpool og Tottenham.

De ni storklubber, hvis regnskaber sammenlignes for sæsonerne 2012/13 og 2013/14, er: Real Madrid, Manchester United, FC Barcelona, Bayern München, Chelsea, Manchester City, Arsenal, Juventus og AC Milan.

DE SENESTE ÅRSREGNSKABER FOR SÆSONEN 2013/14

DE SENESTE ÅRSREGNSKABER FOR SÆSONEN 2013/14

Real Madrid 603,9

Manchester United 540,7

FC Barcelona 530,0

Bayern München 528,7

Chelsea 388,4

Manchester City 378,0

Arsenal 366,7

Juventus 315,8

AC Milan 278,7

Udenfor Deloitte’s Football Money League’s Top Ti i sæsonen 2012/13, årsregnskaber 2013/14:

Borussia Dortmund 223,8

Inter Milano 160,7

Everton 146,3

West Ham 139,4

AS Roma 128,4

Klubber, som Paris Saint Germain, Liverpool, Tottenham, Schalke 04 og Atletico de Madrid har endnu ikke offentliggjort årsregnskaber for 2013/14.

Mio. euro.