Nike og Adidas kæmper fra trøje til trøje

Det amerikanske sportsbrand, Nike, er nu førende på fodboldtrøje-markedet – i hvert fald hvad angår kvantitet. Adidas spiller dog stadig med musklerne.

Nike og Adidas kæmper fra trøje til trøje
Foto: All Over Press

Tyskland iført Adidas slog Argentina iklædt Adidas i sommerens VM-finale…
Det kunne tyde på, at den tyske sportsgigant havde vundet slaget om det så attraktive marked for fodboldtøj og –udstyr. Men det forholder sig ikke helt sådan. For første gang siden sæsonen 2009/10 leverer Nike nemlig i 2014/15 flere fodboldtrøjer til klubberne i de fem største europæiske ligaer – end Adidas. Det tyske firma har ellers traditionelt været førende på et marked, der er god for at generere salg af 13 millioner fodboldtrøjer – blot i sidste sæson. Ifølge en opgørelse foretaget af Repucom sponsorerer Nike nemlig i indeværende sæson 26 klubber i de fem største ligaer – mod Adidas’ 18 klubber – mens Puma i øvrigt har ni i folden.

LÆS OGSÅ: DE SCORER STADIG KASSEN

Adidas har dog straks slået tilbage. Den tyske sportsgigant har således sikret sig såvel Manchester United som Juventus fra næste sæson, 2015/16, i aftaler, der løber op i henholdsvis 6.795 millioner kroner og 1.015 millioner kroner. Begge har ellers hidtil – og er stadig i indeværende sæson – i stald hos, ja,, netop, Nike.
Det kan således godt være, at Nike har taget førertrøjen kvantitetsmæssigt, men for begge giganter gælder det først og fremmest om at få de helt store klubber ind i stalden. De ti største europæiske fodboldklubber står nemlig for 65 procent af det totale salg af fodboldtøj – og dermed er det klubber, som Real Madrid, FC Barcelona, Bayern München med flere, man skal indgå kontrakter med – og her står nærmest uafgjort i den intense fight mellem Nike og Adidas (se faktaboks, red.).

LÆS OGSÅ: JEG VIL BARE HA’ ET ANSTÆNDIGT LIV

”Nike har nok i øjeblikket vundet kvantitativt, men Adidas er ikke bukket under. Tværtimod viser Adidas nu muskler ved at signe de helt store klubber,” forklarer Andrew Walsh, der er fodboldekspert i analyse-instituttet Repucom.

LÆS OGSÅ: DET ER BARE FODBOLD

FAKTA

FAKTA

Store aftaler:

Nike: FC Barcelona, Manchester United (skifter i 2015/16), Paris Saint Germain, Juventus (skifter i 2015/16) og Inter.

Adidas: Real Madrid, Chelsea, Bayern München, AC Milan, Marseille – og får Manchester United og Juventus i næste sæson. De 5 store ligaer er Premier League, La Liga, Bundesliga, Serie A og Ligue 1.

Kilde: Repucom