Warning: Parameter 1 to wp_default_scripts() expected to be a reference, value given in /var/www/sportexecutive.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 546

Warning: Parameter 1 to wp_default_styles() expected to be a reference, value given in /var/www/sportexecutive.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 546
Når leg bliver alvor - Sport Executive

Når leg bliver alvor

De løb, sparkede, tacklede og driblede. De var til optagelsesprøve i Ballerup. Optagelse til hvad og hvorfor blæser dog stadig over de kommunale græsgange på Vestegnen.

Når leg bliver alvor
Foto: All Over Press

9. og 10. maj blev der holdt audition på en kommunal grund i Ballerup. Her løb håbefulde drenge og ganske få piger i alderen 6-16 år rundt og sparkede, driblede og tacklede. For lige her – på en slidt kunststofbane i Ballerup – skulle drømmens første spæde skridt tages, håbet om at blive professionel fodboldspiller. På sidelinjen stod lige så spændte og håbefulde forældre. Ja, selv en borgmester i skikkelse af Jesper Würtzen (S) var mødt op – klædt på til lejligheden i cowboytøj. For os andre derude på det kommunale anlæg meldte spørgsmålet sig: ’Hvis ambitioner er det egentlig’? Men svaret på det svæver – som så meget andet i historien om fodboldakademiet i Ballerup – stadig over de kommunale grunde og bygninger derude på den københavnske vestegn.

LÆS: CHILDREN ARE SOMETHING YOU SELL

Men drømmen lever da i hvert fald denne weekend i maj. Måske var det ikke ligefrem tiki-taka, der blev præsenteret for øjnene af de sydlandsk udseende trænere – importeret fra Barcelona, men fodbold var det da. Og der var da også både messi’er og neymar’er i det sammensurium af fodboldtrøjer, der fyldte det kommunale anlæg.

FC hvem?

Det var FCBEscola Copenhagen, der holdt optagelsesprøve derude i Ballerup. Fodermaskinen til en af verdens største fodboldklubber, selveste FC Barcelona, havde således fundet hele den lange vej til forstaden Ballerup i et land højt mod nord.
Eller havde de nu det?
26. marts lancerede Ballerups borgmester, Jesper Würtzen (S), ved et stort anlagt pressemøde med fuldtallig deltagelse af den danske verdenspresse, og i øvrigt gentaget af borgmesteren i samtlige danske medier efterfølgende, at Ballerup Kommune havde indgået en aftale med FC Barcelona om en fodboldskole derude i idrætsbyen på Vestegnen. Det skete bl.a. med ordene:
”Jeg er stolt over at byde verdens største fodboldklub, FC Barcelona, velkommen i Ballerup Kommune. Samarbejdet er blevet til via lokale fodboldledere, som har gjort et flot stykke arbejde, og det vil vi gerne bakke op om.”
I dag siger Ballerup Kommune imidlertid til Sport Executive, da kommunen afviser magasinets begæring om aktindsigt:
”Da kontrakten stadigvæk ikke er færdigbehandlet og underskrevet af parterne, kan din aktindsigtsbegæring ikke imødekommes.”
Med fortsættelsen: ”Afslaget gives med hjemmel i offentlighedslovens paragraf 33, nr. 3, hvorefter retten til aktindsigt kan begrænses, hvis det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til kommunens økonomiske interesser, herunder kommunens forretningsvirksomhed. Det er kommunens opfattelse, at det vil være til væsentlig ulempe for parterne, hvis forhandlingerne ikke kan føres i et fortroligt rum.”
Ballerup Kommune – eller borgmester Jesper Würtzen – har altså ikke indgået en aftale med FC Barcelona, FCBEscola Copenhagen, FC Barcelona Training ApS – eller hvad de nu måtte kalde sig. Selv om man udbasunerede noget andet 26. marts. Men optagelsesprøve blev der holdt.

LÆS: BØRN KAN JAGES HELE ÅRET

’Er det normal kutyme, at Ballerup Kommune udlåner grund og bygninger til et privat firma, der vil afholde en optagelsesprøve’?
”Det er muligt mod betaling at booke kommunens idrætsfaciliteter til privat brug, se links til hhv. kommunens hjemmeside og Ballerup Idrætsparks hjemmeside. Bookningen, som sker på de betingelser, kommunen har fastsat, betragtes som en aftale og betaling sker i henhold til kommunens takstblad for de pågældende faciliteter. Som svar på dit spørgsmål kan vi oplyse, at kommunens faciliteter også i det konkrete tilfælde er booket på vanlig vis, og at der således ikke er tale om udlån uden aftale,” svarer Peter Bøgelund, idræts- og fritidsinspektør i Ballerup Kommune.
’Hvem har så underskrevet den låneaftale for modparten’?
Det vil Peter Bøgelund dog ikke svare på – på trods af gentagne rykkere, og han glemmer også at fortælle, at de links, han henviser til, gælder for firmaer, private og foreninger med postadresse i Ballerup Kommune.
Og det har FC Barcelona vel næppe?

Mangel på baner

Det er også en sandhed med modifikationer, at kommunens dygtige fodboldledere har arbejdet målrettet med forbindelsen til FC Barcelona. I hvert fald ikke i samlet flok. Godt nok har Ballerup-Skovlunde Fodbold, BFC Lundegården og Grantoften IF bakket op om planerne, men den næststørste klub i kommunen, Måløv Boldklub, har for længst meldt sig ud.
”Jeg vil gerne understrege, at vi ikke er imod, bare fordi vi vil være imod. Det handler om konkrete ting, som vi som lokal klub ikke kan stå inde for,” siger Brian Rasmussen, bestyrelsesformand i Måløv Boldklub, til Ballerup Bladet – med fortsættelsen:
”Først og fremmest handler det om alderen. Vi mener ganske enkelt, at det er alt for tidligt at professionalisere børn, når de er seks år gamle. Sport skal være leg i den alder. Vi er i tvivl, om det er forældrenes ambitioner eller børnenes, man tager hensyn til.”

LÆS: FODBOLD ER DE RIGES KLUB

Og så er der lige også spørgsmålet om faciliteterne:
”Der er i forvejen stor mangel på træningsbaner i kommunen. Nu kan vi risikere, at det nye akademi skal have mindst 20 timer om ugen på banerne,” slutter Brian Rasmussen.

Med etik og ansvar

Også DBU har vendt tommelfingeren nedad for FCBEscola, eller hvem de nu er, derude i Ballerup. Den ærværdige union har forsøgt at forbyde akademiet bl.a. efter konstateringen:
”Vi må konstatere, at vi er uenige med FC Barcelona. DBU ønsker ikke, at børn ned til seksårs-alderen skal til auditions for at blive optaget på et akademi,” udtaler Bent Clausen, næstformand i DBU og formand for DBUs breddeudvalg.
Alligevel har DBU efter et møde med repræsentanter for FC Barcelona altså tilladt optagelsesprøven i Ballerup. Et møde, hvor man i øvrigt også konstaterede uenighed om UEFA-cirkulære nr. 28 fra 2013 om etablering af akademier i et land. Tolkningen af det cirkulære, der ellers siger, at en klub skal søge godkendelse hos det nationale fodboldforbund før etablering af et akademi, går nu tilbage til granskning i UEFA.
Imens tager den danske sportsminister, kulturminister Marianne Jelved (RV), tilsyneladende uroen om udviklingen af dansk børne- og ungdomsfodbold med ophøjet ro. Til Sport Executive siger hun:
”Jeg er ikke bekendt med detaljerne i den konkrete sag, men jeg har en forventning om, at Ballerup Kommune lever op til gældende lovgivning, herunder såvel eliteidrætsloven og folkeoplysningsloven som anden lovgivning.”
”Det er vigtigt, at børn og unge får mulighed for at udvikle deres talent i Danmark, og det sker på en kulturelt, socialt og samfundsmæssig ansvarlig måde, der tager hensyn til det enkelte individ og udvikler hele idrætsmennesker. Jeg forventer naturligvis fortsat, at DBU og de professionelle fodboldklubber i deres arbejde med danske talenter agerer socialt og etisk ansvarligt,” slutter Marianne Jelved.

Pengene forsvinder

Netop de professionelle danske fodboldklubber har endog også ganske meget på spil derude i idrætsbyen i Ballerup. Suger FCBEscola Copenhagen, eller hvem de nu er, den øverste danske talentmasse til sig, ja, så forsvinder nemlig en del af det økonomiske fundament under de danske topklubber og sågar nogle breddeklubber, nemlig den kompensation, der gives til klubber, hvis en spiller skifter klub eller sælges fra det 12. til det 23. år. Og ’Escola et eller andet Ballerup’ kan jo snildt sælge akademi-spillerne videre, når de er færdigudviklet på akademiet i 16-årsalderen.

LÆS: MED DØDEN PÅ ARBEJDE

Mens Jesper Würtzen, Ballerup Kommune, de danske fodboldklubber, DBU og kulturminister Marianne Jelved finder ud af, hvilket ben de skal stå på i sagen om akademiet i Ballerup, så drømmer danske fodbolddrenge stadig om en stor karriere i FC Barcelona. Og det kan nås endnu. Man kan nemlig stadig nå at kvalificere sig til optagelse på dette så mystiske ikke-aftalte akademi i Ballerup ved en lang række sommercamps i Ballerup, Odense, Aarhus og Billund. De camps skovler i øvrigt penge ind til det private danske firma FC Barcelona Training ApS med CVR-adresse i Farum.
Det lugter da lidt af FC Barcelona.

SPORT EXECUTIVE

SPORT EXECUTIVE

SPORT EXECUTIVE HAR KLAGET TIL STATSFORVALTNINGEN OVER BALLERUP KOMMUNES AFVISNING AF AKTINDSIGT. VI MENER, DET ER I OFFENTLIGHEDEN OG BALLERUP KOMMUNES SKATTEBORGERES INTERESSE AT FÅ OPLYST, HVEM KOMMUNEN SAMARBEJDER OG INDGÅR FORRETNINGSAFTALER MED OG TIL HVILKEN PRIS. VI FØLGER SAGEN I DE KOMMENDE MÅNEDER.