Når idrætten er et frikvarter fra tankerne

Hvert år samles knap 300 mennesker med psykiske vanskeligheder fra hele landet på Vejle Idrætshøjskole i tre dage for at konkurrere i al slags idræt. Festivalen har altid været en pejling for, hvordan idrætten har det for en målgruppe, hvor idrætten er meget mere end bare sved på panden. Reportage fra 20 års festival for sindet.

Når idrætten er et frikvarter fra tankerne
Foto: Mikkel Bock Bonnesen

”For pokker, det er hårdt,” siger Tom Jul Pedersen, da han løber forbi under cross-løbet i Nørreskoven.
Han er ved at nå toppen af den længste bakke og ser et øjeblik ud, som om han er ved at bukke under, da han stærkt foroverbøjet slæber sig op af den stejleste del af skoven i Vejle. Men i mål kommer han, faktisk blandt de første i den krævende disciplin.
Det er langt fra første gang, at 53-årige Tom Jul Pedersen fra Aarhus deltager i festivalen, faktisk er han den deltager i år, som har været med næst flest gange – 19 gange er det blevet til.
”Jeg føler mig hjemme her og velkommen. Det er en lille landsby. Jeg kender mange i forvejen nu – det er nærmest en lille familie,” siger Tom Jul Pedersen.
Det sociale spiller en stor rolle på festivalen – men hvor det tidligere har været det dominerende, og måske lidt for hyggeligt og omsorgsfuldt, så er der nu fuldt tryk på med triatlon, mountainbike, crossfit og altså det kuperede løb i skoven, som indleder festivalen.

READ: INACTIVITY TIME BOMB

”Det der cross-løb er rigtig godt, det er ekstremt. Det er godt, at man skubber lidt til grænserne, at man prøver noget nyt,” mener Tom Jul Pedersen.
I år bliver der også dyrket lidt mere klassiske idrætsgrene, som fodbold, volleyball og svømning, men ifølge næstformand i Danmarks Idrætsforbund (DIF), Preben Staun, som var med til at starte festivalen tilbage i 1994, er der sket noget.
”Jeg har løbende fulgt festivalen og kan se, at den har udviklet sig meget. Overliggeren er blevet sat højere og højere, så man på det idrætslige har hævet sig op, så det ikke kun er et spørgsmål om bare at bevæge sig. Der er kommet et stærkere idrætsligt sigte på det også,” siger Preben Staun og bakkes op af Mogens Damgaard, forbundsledelsesmedlem i Dansk Arbejder Idrætsforbund og redaktør på festivalavisen næsten alle årene.
”Før i tiden så vi nogle gange, at folk var ved at kollapse og knap nok kunne noget resten af ugen, efter at de havde gået 1,8 kilometer ved åbningsceremonien.”

Et frikvarter fra tankerne

I dag arrangerer DAI festivalen med støtte fra DIF og Trygfonden, samt en gruppe frivillige, som lægger et stort stykke arbejde i at få dagene til at fungere. Deltagerne har typisk psykiske vanskeligheder som for eksempel depression, skizofreni eller angst, og derfor kan det være en stor overvindelse at komme på festivalen, hvor man skal omgås mange mennesker helt tæt på, som i øvrigt måske også har deres at slås med. Men her kan idrætten noget helt særligt.
”Jeg har mange tanker, og dem får jeg en pause fra gennem idrætten – et frikvarter. Jeg har det langt bedre nu end for fire år siden, da jeg kom her første gang, og jeg er meget glad for fællesskabet,” fortæller 22-årige Nanna Bargholz, der er taget til Vejle fra et bosted i Måløv nær København.

READ: THE CYCLING REVOLUTION

Ifølge Sundhedsstyrelsen dør mennesker med psykiske vanskeligheder 15-20 år tidligere end gennemsnitbefolkningen, og det skyldes blandt andet livsstilssygdomme, som et mere aktivt liv kan være med til at forebygge. Fysisk aktivitet bliver da også i stigende grad brugt som behandling i psykiatrien, fordi det har en masse positive sideeffekter som sundere livsstil, nye venner og mere selvtillid.
Nanna Bargholz deltager på åbningsdagen i fodboldturneringen, og hun får i det hele taget ikke mange stille stunder undervejs i de tre dage, festivalen varer.
”Det kan godt være hårdt – det er ikke særlig meget frihed til at ligge og slappe af. Men det er en meget god øvelse at komme ud, ikke have sit eget værelse og have mange ting at se til. Jeg er helt bombet, når jeg kommer hjem torsdag, og jeg skal også sove i bussen på vej hjem, men til gengæld er jeg helt glad i låget”, siger Nanna Bargholz.

Træner året rundt

I forlængelse af Idrætsfestivalen blev indsatsen ’Idræt for Sindet’ startet op i 1996. I dag, knap tyve år senere er ’Idræt for Sindet’ aktiv i 63 danske kommuner, hvor der er idrætstilbud til mennesker med psykiske vanskeligheder.
I mange af kommunerne er der såkaldte IFS-foreninger, som fungerer som normale idrætsforeninger, og hvor psykisk sårbare driver foreningerne gennem bestyrelsesarbejde og arbejde som instruktører. Undtagelsen er dog som regel, at der også er brug for støtte fra kommunen i form af en idrætskoordinator, som kan støtte foreningen, når bestyrelsen for eksempel har en dårlig periode.
”Idrætsfestivalen afspejler den udvikling, der har været på idrætsområdet i psykiatrien. Vi se, at folk træner i idrætsforeningerne året rundt og bliver bedre og bedre,” siger Mogens Damgaard fra DAI.
’Idræt for Sindet’ drives i dag af DAI og kører med støtte fra offentlige satspuljemidler og Danmarks Idrætsforbund. En af de store udfordringer for målgruppen er nemlig, at de ofte kan have rigtig svært ved at falde til i for eksempel en almindelig fodboldklub, fordi de psykiske vanskeligheder bliver for stor en barriere i forhold til bl.a. det sociale og det at møde stabilt op til træningen.

READ: EVERYONE IS A STAR

”I mine øjne har ’Idræt for Sindet’ meget stor betydning for en masse mennesker, som får øjnene op for, at de også kan dyrke idræt, og at de også godt kan være en del af vores fællesskab. Det er her, at ’Idræt for Sindet’, de idrætsforeninger, der kommer op rundt omkring, og det arbejde, som DAI laver, har betydning. Vores opgave er også at være noget for nogle særlige målgrupper og ikke kun for dem, der opsøger idrætten af sig selv,” siger Preben Staun fra DIF.

Optimisme for fremtiden

For et par år siden var festivalen ved at lukke, fordi hverken økonomien eller deltagerne var der. Men de seneste par år er bøtten vendt, og festivalen har kunnet melde udsolgt et par måneder før åbningen. Samtidigt er det de seneste par år lykkes at fordoble antallet af unge, så der nu er cirka 100 deltagere mellem 18 og 25 år.
”Jeg har altid været optimistisk, og vi har så meget at have den optimisme i fremadrettet. Der er simpelthen ikke råd til at lukke festivalen, når man kigger på, hvilken kæmpe forskel festivalen gør for deltagerne for forholdsvis beskedne beløb,” siger Mogens Damgaard.
Men det kræver, at der kommer penge udefra, da deltagerne ofte er på kontanthjælp eller pension og ikke har råd til at betale så meget, som festivalen reelt koster. Hos Danmarks Idrætsforbund er man også helt bevidste om idrætsfestivalens værdi og ser gerne, at indsatsen fortsætter.

READ: ADVENTURES ON TWO WHEELS

”Jeg håber på, at vi kan blive ved med at motivere nogle til at lave det store stykke arbejde, som det drejer sig om. Det er en målgruppe, hvor der skal komme nogle udefra og få sat det her op. Og her håber jeg også på, at DIF i fremtiden kan være en del af det og sammen med DAI finde midler til, at idrætsfestivalen kan lade sig gøre,” siger Preben Staun.
Blandt deltagerne er der da heller ingen planer om at slippe idrætsfestivalen foreløbigt.
”Jeg kommer de næste 20 år – også selv om jeg måske sidder i rullestol til den tid, men så må jeg jo dyrke kuglestød og krolf,” griner Tom Jul Pedersen.

MIKKEL BOCK BONNESEN

MIKKEL BOCK BONNESEN

Denne artikel er skrevet af Mikkel Bock Bonnesen