Warning: Parameter 1 to wp_default_scripts() expected to be a reference, value given in /var/www/sportexecutive.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 546

Warning: Parameter 1 to wp_default_styles() expected to be a reference, value given in /var/www/sportexecutive.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 546
Michel Platini vil smage den ultimative magts sødme - Sport Executive

Michel Platini vil smage den ultimative magts sødme

Er Blatters protegé, Michel Platini, manden, der kan reformere FIFA? Eller er man i fuld gang med at sminke et vansiret lig? Farfar blogger om fodboldpolitikens skizofreni.

Michel Platini vil smage den ultimative magts sødme
Foto: All Over Press

For dem, der er lidt oppe i årene eller elskere af historiske fodboldklip, så husker man Michel Platini som en gudsbenådet fodboldspiller. Det var han til og med 1987. Siden var han i fire år fransk landstræner. Og fra 1992 og frem en af de mange fodboldpolitikere, der levede et liv i vellevned. 26. februar 2016 bliver han så præsident for verdens mægtigste idrætsforbund, fodboldens FIFA.
Han efterfølger en skandaleramt Sepp Blatter, der må gå i vanære og efterlader sig en organisation i ruiner. Det skal Michel Platini rette op på, og franskmanden har da også et uplettet ry i offentligheden…

LÆS OGSÅ: FIFAGATE

Men hvem er han egentlig denne efterhånden så trinde franskmand. Ikke som fodboldspiller. Ikke som menneske. Men som fodboldpolitiker på de bonede gulve, han har dyrket så voldsomt siden 1992? Ja, manden var oprindelig Sepp Blatters protegé. I december 2010 stemte han for at give Qatar VM 2022 efter et møde mellem Platini, den daværende franske præsident Nicolas Sarkozy og golfstatens nuværende emir. Det gav Qatar et VM, Frankrig en ordre på militærfly og Platinis søn, Laurent Platini, et job som CEO i sportstøjfirmaet Burrda – ejet af staten Qatar. Da vinden vendte i de sidste par år, og skandalerne skyllede ind over FIFA-paladset i Zürich, som en vis tsunami ved Thailands kyst, skiftede Michel Platini hest og blev en af de heftigste kritikere af Sepp Blatter.
Er det troværdige handlinger og holdninger for en mand, der skal stå i spidsen for en gigantisk oprydning og reformproces i en organisation, som den amerikanske senator Richard Blumenthal forleden karakteriserede med ordene: ’At sammenligne FIFA med mafiaen er nærmest en fornærmelse af mafiaen’.

LÆS OGSÅ: MED DØDEN PÅ ARBEJDE

Og så har vi endda slet ikke snakket om de rundhåndede gaver, som en taknemmelig Michel Platini i tidens løb har modtaget fra glade VM-værter med mere…
Eller hans ekstremt gode forbindelser til magthavere i de mellemøstlige golfstater med smag for at knægte menneskerettighederne. Eller hans tavshed i FIFA i mange år, siden han fik sæde i eksekutivkomitéen i 2002.
For nu at nævne et par ekstra ’mærkværdige’ fænomener i den kommende FIFA-præsidents personlighed.

En mand gør det ikke alene

Nu lader vi dog lige i et øjeblik tvivlen komme Michael Platini til gode. Lad os forudsætte, at Michel Platini er ’ren’, som Sepp Blatter vedblivende fastholder sin uskyld. Gør en uskyldsren mand i spidsen for en gennemkorrupt organisation en forskel? Tjah, farfar er i tvivl!
En neutral analyse, foretaget af Sport Executive, viser, at sådan cirka 70 procent af FIFA’s nuværende eksekutivkomité, valgt ind 29. maj 2015, er korrupte. Det er dem, Michel Platini skal skabe reformer og oprydning med. Eksempelvis seniorvicepræsidenten Issa Hayatou, den næstkommanderende i organisationen, skal gøre op med korruptionen… Eller med andre ord: En mand, der er på Top 10 listen over de mest gennemkorrupte idrætspolitikere på kloden, skal gøre op med sig selv! Farfar synes, det lyder lidt skizofrent…

LÆS OGSÅ: JEG ER IKKE KORRUPT

Ja, ja, ville den gode sige: FIFA’s nuværende eksekutivkomité har 20. juli lovet at nedsætte en ’reformkommission’ ledet af en uafhængig person, der skal komme med forslag om reformer, integritetstjek af eksekutivkomité-medlemmer, good governance og meget mere. Stakkels mand eller kvinde! Se blot på, hvordan det gik den uafhængige amerikanske advokat Michael J. Garcia, der skulle tjekke korruptionen ved tildelingen af VM til Rusland og Qatar. For som vanligt i de sidste fire årtier i FIFA taler magtens mænd med to tunger – en til offentligheden og en internt. FIFA’s nuværende og kommende magthavere (efter 26. februar 2016) er tvunget derud på løfternes ’demokratiske’ overdrev, fordi FIFA’s brand nu er så truet, at indtjeningen – og dermed selvsamme fodboldpolitikeres levebrød – langsomt forsvinder. Det er selve fodboldens troværdighed, der er på spil! Så blakket er brandet, at selv topsponsorer som Visa, Coca-Cola, Budweiser, McDonald’s og Adidas slår sig i tøjret. Og den slags er kun ’in it for the money’. Og når den slags kræver reformer, så vakler verden først!

Vejen frem

Derfor er håbet ikke en Michel Platini. Eller en Issa Hayatou, der skal reformere sig selv. Eller en flok sponsorer, der for længst har punkteret bolden. Forvandlingen skal komme fra fodboldens virkelige stakeholders: De millioner, der spiller spillet, og de milliarder, der elsker det.

LÆS OGSÅ: SPORT AND POLITICS DO MIX

Et nyt FIFA skal skabes med virkelig demokrati, deltagelse af alle fodboldens stakeholders, gennemsigtighed i organisationen, almindelige gældende regnskabsregler, samfundsansvar og meget, meget mere.
Så kan vi først for alvor få et opgør med fodboldens mange svøber: Korruption, nepotisme, hvidvaskning af sorte penge, forelskelsen i diktaturstater, knægtelse af menneskerettigheder, organiseret børnehandel, et umenneskeligt transfersystem, matchfixing og doping for nu at nævne toppen af det forurenede isbjerg.

LÆS OGSÅ NEW FIFA NOW’S CHARTER HER

EKSTRABONUS

EKSTRABONUS

“The people who run FIFA do not own the organisation or the sport. They are the custodians of the sport for the many millions who play the game and the billions who love it.”

FIFA’s politikere og ansatte modtog i 2014 88 mio. dollar i løn og diæter.

Alene de 13 øverste i fodboldens hierarki modtog 40 mio. dollar.