Mere champagne i FIFA

Jerome Champagne stiller op mod Sepp Blatter ved præsidentvalget i FIFA i maj næste år.

Mere champagne i FIFA
Foto: All Over Press

Den tidligere embedsmand i FIFA, Jerome Champagne, har nu bekræftet, at han stiller op som kandidat til posten som præsident for det internationale fodboldforbund, FIFA, ved valget 29. maj. Mod sig får han den siddende præsident, Sepp Blatter, og det synes på forhånd at være en yderst ulige kamp. Alligevel fastholder Jerome Champagne, at han kandiderer med støtte fra de obligatoriske fem nationale fodboldforbund.
”Jeg stiller op – og på det personlige plan er jeg lykkelig for, der nu kan påbegyndes en debat om FIFA og fodboldens fremtid med synspunkter fra forskellige kandidater. De næste ti år bliver afgørende for fodboldens og ikke mindst FIFA’s fremtid,” lød det fra Jerome Champagne.

LÆS OGSÅ: DE SKOVLER STADIG PENGE IND

Præsidenten for UEFA, Michel Platini, opgav for et par uger siden at stille op mod Sepp Blatter i erkendelse af, schweizeren er umulig at slå. Dermed bliver kampen om fodboldens mægtigste post en duel – med en stensikker vinder – Sepp Blatter.
Valget foregår 29. maj ved FIFA-kongressen i Zürich.