Kvinder dropper søgsmål mod FIFA

VM for kvinder afvikles på kunstgræs.

Kvinder dropper søgsmål mod FIFA
Foto: All Over Press

De har ikke opgivet kampen. Men de har droppet søgsmålet.
Gruppen af topspillere i kvindefodbolden, der havde sagsøgt FIFA for kønsdiskrimination på grund af, at sommerens VM afvikles på kunstgræs, har sagt stop.
”Vi har opgivet sagen. Men jeg håber stadig, at vores påpegning af ulige vilkår for kvinder og mænd i sporten har flyttet noget. Jeg håber på, at det her markerer en ny start for kvinder i sport,” forklarer Abby Wambach, en af kvinderne bag søgsmålet og amerikansk landsholdsspiller.
Sagen droppes, fordi der rent faktisk i FIFA’s regler ikke står noget om, at VM skal afvikles på græs.

LÆS OGSÅ: GAMLE MÆND STYRER SPORTEN

Abby Wambach har tidligere forklaret baggrunden for søgsmålet med følgende ord:
”Der er meget debat, men realiteten er, at mænd aldrig ville afvikle et VM på kunstgræs. Så for mig personligt er det et spørgsmål om ligestilling og kvinders rettigheder.”
Det er omdiskuteret, hvorvidt spil på kunstgræs giver flere skader end almindelig græs. Et studie i 2012 fra Stanford University School of Medicine, ledet af professor Jason Dragoo, påviser således, at college-spillere pådrager sig 40 procent flere knæskader ved at spille på kunstgræs end på græs, mens et studie fra det medicinske fakultet ved universitetet i Rom, ledet af professor Alessandro Ciompi, hvor man i samme periode undersøgte en lang række spillere i de lavere rækker i Italien, kom frem til, at skadeshyppigheden var ligeligt fordelt.

LÆS OGSÅ: SPORTENS GLEMTE KØN

VM afvikles fra 6. juni til 5. juli i Canada.