Kløften mellem rig og fattig vokser i Champions League

I takt med massive indtægtsstigninger i fodboldens Champions League øges kløften mellem de superrige og klubber med mere ordinær økonomi.

Kløften mellem rig og fattig vokser i Champions League
Foto: All Over Press

Der er blæst i fløjterne til en helt ny sæson Champions League. Guf for fodboldfolket. Læg dertil, at denne sæson byder på en om muligt endnu mere intens duel mellem Real Madrids Cristiano Ronaldo og FC Barcelonas Lionel Messi. De er nemlig begge bare få scoringer fra at overhale spanske Raul og blive all-time-topscorer i Champions League. De vil formentlig begge passere Raul i denne sæson, og hvem står så som målscorerkongen af dem alle, når den sidste boldomgang er trillet ved finalen 6. juni 2015 på Olympiastadion i Berlin?
Den duel overlades til de to kombattanter, mens der duelleres andetsteds om hele fundamentet bag verdensstjernerne. Nemlig den eksplosive fodboldøkonomi, hvor der er i dag er en verden til forskel på regnskabsbøgerne i forhold til vinderne for ti år siden, Liverpool FC, og så de fem klubber, som i de seneste fem år har siddet hårdt på tronen i Champions League, når det kommer til indtjente præmiepenge fra UEFA’s massive pengetank.

LÆS OGSÅ: SPORTSBRANDS SKOVLER OGSÅ PENGE IND

De fem klubber er Bayern München, FC Barcelona, Manchester United, Chelsea og Real Madrid, som hver især har indkasseret over en milliard kroner mere end Liverpool i præmiepenge fra UEFA på de seneste fem år. Det tjener som billede på, hvordan Champions League kan sikre storklubberne en nærmest evig levetid blandt de bedste klubber, hvis de ellers forvalter pengestrømmene ordentligt. Bayern München har de seneste fem år modtaget mere end 1,6 milliarder kroner i bonus fra UEFA, mens Liverpool FC må se på en noget mere slunken pengekasse med en bonusindtjening på 298 millioner kroner fra puljespil i Champions League og Europa League.

Den obligatoriske undtagelse

Det handler naturligvis om at klare sig godt i den hjemlige liga og så nå langt i Champions League. Og det har de fem klubber magtet, og det giver altså en økonomisk styrke, som det er svært at hamle op med. FC Barcelona topper med deltagelse i de fem seneste kvartfinaler i Champions League, men de er forfulgt af Bayern München og Real Madrid, som har været med i fire af fem mulige kvartfinaler. Chelsea og Manchester United halter lidt efter – men tæller dog i tre ud af fem kvartfinaler.

LÆS OGSÅ: FIFA KAN OGSÅ DET DÉR MED PENGE

Manchester United er så billedet på den klassiske undtagelse. Altså selv om UEFA-systemet ser ud til at have en selvforstærkende effekt og fastholde topklubber som topklubber, så skal der bare én dårlig sæson til at true en klubs fremtid som storklub, for der står andre parat til at erobre scenen. Manchester United har i den forgangne sæson måtte slippe taget. Et trænerskifte og et par mislykkede transfervinduer kostede dyrt i Premier League i England, og nu står klubben uden deltagelse i Champions League. På ledelsesgangene er de godt klar over, at det er en alvor trussel for klubbens fremtid, og de vil gøre alt for ikke at ende som endnu et engelsk fodboldklenodie a la Liverpool – økonomisk distanceret fra topklubberne i Europa. Det forsøger de så i denne sæson at lappe på med heftig aktivitet på transfermarkedet, en ny træner, og der går sågar rygter om, at de forsøger på at få selveste Cristiano Ronaldo tilbage til klubben.
Det er i det lys, man skal se den nye transferrekord i britisk fodbold med Manchester Uniteds køb af Angel di Maria fra Real Madrid for 59,7 millioner pund. Læg dertil købet af Luke Shaw (30 mio. pund), Ander Herrera (28,8 mio. pund), Marcos Rojo (16,0 mio. pund), Daley Blind (13,8 mio.pund) og lejekontrakten med Radamel Falcao fra AS Monaco. Det handler om hurtigst muligt at komme tilbage til Champions League og de store præmiesummer, som er med til at fastholde de store lønbudgetter hos de store klubber.

Selvforstærkende magtbase

I de kommende tre år ser det endda ud til at blive endnu mere lukrativt at være blandt topklubberne. Bevares, der falder også gode penge af til de mindre klubber. FC København har for eksempel tjent 367 millioner kroner på deltagelse i UEFA Gruppespil i de seneste fem år. Men nu står Champions League ifølge UEFA foran en indtjeningsstigning på 30 procent bl.a. på grund af en ny britisk tv-aftale. Det vil forplante sig i præmiepengene til klubberne, og selv om de største klubber taler om, at de vil dele solidarisk med de mindre klubber, så ville det jo være tjenesteforsømmelse, hvis Bayern München forsøgte at gøre noget ved den selvforstærkende magtbase, de sidder på. Bare på ti  år er den samlede præmiesum til fordeling blandt klubberne i Champions Leagues Gruppespil steget fra 3,1 milliarder kroner i 2004/05 til 6,7 milliarder kroner i 2013/14. Og nu er der altså yderligere en markant stigning undervejs.
At det handler om at ligge blandt de bedste otte i Champions League, har de luret i både Manchester City og Paris Saint Germain, hvor arabiske ejere har sprængt transferbudgetterne i en årrække for at skabe fundamentet for storklubber. Manchester City blev overtaget i 2008 af Abu Dhabi Group, og de har de seneste tre sæsoner deltaget i Champions Leagues gruppespillet. Gennembruddet mangler stadig, men i de seneste fire sæsoner har de trods alt modtaget 721 millioner kroner fra UEFA’s gruppespilspulje, og de har givetvis øjnene rettet stift mod endnu større indtjening fra den rare varmende pose penge. Det samme har de i Paris, hvor Qatar Sports Investments købte klubben i 2011. Det har givet succes med det samme og deltagelse i Champions gruppespillet i de seneste to sæsoner efter nogle pauvre år. Det har på bare to år givet 477 millioner kroner i præmiepenge fra UEFA.

LÆS OGSÅ: SÅDAN HENTER STORKLUBBERNE TALENTERNE

At UEFA så i ny og næ lader bøder fra Financial Fairplay-overtrædelser dryppe ud på alle deltagende klubber, er givetvis en velkommen uventet indtægt i små klubber. Men den form for solidaritet ændrer ikke ved det forhold, at man som klubledelse virkelig skal dumme sig, hvis man skal ryge ud af den lille lukkede klub for superrige klubber, som år efter år bare fasttømrer et spillerbudget i en liga for sig. Det bliver spændende at følge de kommende sæsoner, om tendensen fortsætter med fire-fem klubber, som altid når kvartfinalerne i Champions League, og om der altid vil være en joker som for eksempel Atletico de Madrid, som når langt.
Pengemaskinen ruller nu…