Kineserne erobrer fodbolden

Den kinesiske Superliga brugte næst flest penge i vinterens transfervindue.

Kineserne erobrer fodbolden
Foto: Guanzhou Evergrande

201,92 millioner euro spenderede klubberne i den kinesiske Superliga på spillerkøb i januar måneds transfervindue. Dermed var det kun den engelske Premier League, der brugte flere penge.
Det vidner om, at fodbolden for alvor har fået fodfæste i det store land mod øst, hvor folket ellers i de senere årtier har kastet kærligheden på basketball og den amerikanske NBA-liga. Men med præsident Xi Jinpeng i spidsen vil mændene med pengene det anderledes: De vil have europæisk fodbold. Og det vel at mærke fra øverste hylde. Hvor det tidligere var lettere afdankede ældre spillere, der skulle tjene de sidste basører i Kina, er det nu spillere i deres bedste alder, der rykker mod øst. I det seneste transfervindue, så prominente navne, som Chelseas Ramires og Atletico Madrids Jackson Martinez.

LÆS OGSÅ: VINTERENS TRANSFERMARKED

Eller, som Mads Davidsen, trænerassistent i Shanghai SIPG, udtrykker det i Politiken:
”Hvor kinesiske klubber tidligere hentede lidt gamle eller afdankede spillere, er det nu profiler i deres bedste alder. Vi kan tage spillere fra Sydamerika, der normalt ville gå direkte til topklubber i Europa. Den nye Oscar eller Willian, om man vil. Nu er vi med i kapløbet om den slags spillere, fordi økonomien er så voldsom.”
”De kinesiske klubber tager ikke faste spillere fra Manchester Citys start-ellever endnu. Men de tager spillere, Manchester City potentielt kunne købe. Kina er rykket en hylde op,” fortsætter Mads Davidsen.

Rigmænd elsker fodbold

Det er imidlertid ikke kun inden for landets grænser, Kina satser på fodbold. Kinesiske rigmænd har længe haft et kærlighedsforhold til europæisk fodbold – og investeret massivt. I dag har kinesiske firmaer således væsentlig indflydelse i klubber, som Manchester City, Espanyol, Atletico Madrid, Slavia Prag, Sochaux og ADO Den Haag. Og det stopper ikke her. Kinas rigeste mand, Wang Jianlin, og dermed firmaet Dalian Wanda har netop lanceret, at de i 2016 går yderligere ind i fodbolden og sportens verden. Ifølge Wang Jianlin forventer man mindst tre oversøiske ’overtagelser’ – uden at Wang Jianlin i øjeblikket vil sætte navne på opkøbene. Dalian Wanda ejer i forvejen 20 procent af aktierne i den spanske storklub Atletico Madrid. Lige som Dalian Wanda har overtaget et af verdens største marketingsfirmaer Infront Sports & Media, der har partnerskaber med 160 rettighedshavere i 25 idrætsgrene, herunder fodboldforbundet FIFA.

LÆS OGSÅ: SOMMERENS TRANSFERMARKED

Kinesisk kærlighed til fodbold stopper dog ikke ved klubber. I januar indgik det kinesiske firma Foyo Culture and Entertainment en aftale med det mest betydningsfulde fodboldagent-firma Gestifute, formentlig ejet af agenten Jorge Mendes. Aftalen skal yderligere dels booste kinesisk fodbold – og dels skal de to aktører yderligere udvikle agentvirksomheden, herunder administrationen af spilleres image rettigheder. Jorge Mendes regnes for den mest magtfulde agent i fodboldens verden, bl.a. står han bag verdensnavne som Cristiano Ronaldo og José Mourinho. Økonomiske detaljer i aftalen er ikke offentliggjort.

KINA I EUROPÆISK FODBOLD

KINA I EUROPÆISK FODBOLD

Ledus ejer 100 % af aktierne i Sochaux.

CEFC China Energy Company ejer 60 % af aktierne i Slavia Prag.

Rastar Group ejer 56 % af aktierne i Espanyol.

United Vansen International Sports Company ejer +50 % af aktierne i ADO Den Haag.

Dalian Wanda Group ejer 20 % af aktierne i Atletico Madrid.

CMC/Citic Capital ejer 13 % af aktierne i Manchester City/City Football Group.