Jerome Valckes emails udleveret til de schweiziske myndigheder

Den detroniserede generalsekretær i FIFA, Jerome Valcke, er i store vanskeligheder. Og præsident Sepp Blatter er nu også under ‘kriminel undersøgelse’ af de schweiziske myndigheder.

Jerome Valckes emails udleveret til de schweiziske myndigheder
Foto: All Over Press

Skandalerne bliver ved med at rasere palæet på FIFA-Strasse 20 i Zürich. Nu er skandale-sagerne nået helt ind i præsident Sepp Blatters forgemakker, nærmere bestemt til generalsekretær Jerome Valcke. Han blev i sidste uge sendt på tvungen orlov – grundet beskyldninger om sortbørs-handel med VM-billetter – og i dag blev hans email-korrespondance siden maj måned udleveret til de schweiziske myndigheder, der netop nu undersøger korruptionen i fodboldforbundet.
Jerome Valcke afviser via sin advokat, Barry Berke, alle beskyldninger. Han mener, han er blevet udsat for et komplot. Jerome Valcke har haft ambitioner om at efterfølge Sepp Blatter på posten som præsident. Sepp Blatters afløser findes 26. februar næste år.

READ: SOAP OPERA AT FIFA-STRASSE

Det skulle angiveligt være FIFA’s billetbureau, Match, der har afsløret uregelmæssighederne. Match ejes delvist af Infront Sports & Media, der har Philippe Blatter som ceo. Lyder navnet bekendt? Det er Sepp Blatters nevø…

Det er dog ikke kun Jerome Valcke, der er i alvorlige vanskeligheder. Også præsident Sepp Blatter har problemer. De schweiziske myndigheder oplyste nemlig fredag, at de undersøger Mister Blatter for ‘økonomisk kriminalitet’ i forbindelse med transaktioner med den tidligere Concacaf-præsident Jack Warner og den nuværende UEFA-præsident Michel Platini… Den lader vi lige stå et øjeblik.

READ: THE MAN ON THE BENCH