Fortabte fodboldspillere finder vej

Organisationen Foot Solidaire tog i maj et vigtigt skridt i kampen mod bekæmpelsen af ulovlig handel med mindreårige, afrikanske fodboldspillere, da FN i Geneve udgjorde rammen for en stor debat om problemet.

Fortabte fodboldspillere finder vej

Jean-Claude Mbvoumin graver en stak visitkort frem ad sin jakkelomme og lægger dem én efter én på bordet foran mig. Han er tydeligvis stolt over samlingen. Den tidligere camerounske landsholdsspiller og stifter af Foot Solidaire smiler yderst veltilfreds, mens han nævner navnene på diverse politiske topfolk fra de Forenende Nationer (FN), Den Afrikanske Union, store italienske, spanske og portugisiske fodboldklubber, tidligere afrikanske landsholdstrænere og organisationen International Organization for Migration, som er verdens største internationale organisation med fokus på migration.
Alle disse mennesker deltog dagen forinden, 13. maj 2014, i en konference i FN i Geneve for at snakke om erfaringer og problemer med rekrutteringen og integrationen af unge, afrikanske fodboldspillere. Et problem, der blot vokser sig større og større. Tusindvis af håbefulde børn og unge tager hvert år rejsen til Europa for at udleve fodbolddrømmen, men oftere og oftere oplever de, at drømmen brister, og at de befinder sig uden sikkerhedsnet, i et land som de overhovedet ikke kender.

LÆS OGSÅ: ET BARN KOSTER 200 DOLLAR

”Det her er et vendepunkt for os og en meget vigtig etape for Foot Solidaire, fordi vi for første gang har formået at samle ledende internationale organisationer og vigtige mennesker inden for fodboldsporten til en snak om problemet,” siger Jean-Claude Mbvoumin.
”Samarbejdet mellem fodboldsportens mange instanser og ledende organisationer er altafgørende, for vi kan ikke gøre noget ved problemet, før et rigtigt samarbejde kommer op at køre,” siger forkæmperen.
Især tilstedeværelsen af Den Afrikanske Union har givet Foot Solidaire-stifteren håb om, at problemet i fremtiden vil skabe mere opmærksomhed i de afrikanske lande.
”Det er meget symbolsk og vigtigt, at man i Afrika selv er opmærksom på problemet, for det er i Afrika, at 70 procent af arbejdet skal udføres, mens de resterende 30 procent foregår i Europa,” lyder det fra Jean-Claude Mbvoumin.
Det drejer sig især om oplysningskampagner, der skal sikre, at unge fodboldspillere og deres pårørende ikke falder i ’fødderne’ på falske agenter og sender deres børn til Europa under de forkerte forudsætninger og med falske papirer på lommen.
”Potentialet i Afrika er kæmpestort, men handlen med de unge spillere ødelægger det hele, for Afrika formår ikke holde på deres egne gode talenter,” siger Jean-Claude Mbvoumin.
”Det er nødvendigt, at man i Afrika begynder at skelne mellem professionel fodbold, amatørfodbold og fodbold for sjov. Lige nu er det hele blandet sammen i ét, hvor alle, der spiller fodbold, kun tænker på at blive professionelle og komme ud af fattigdommen ved at komme til Europa. Og det er jo ikke meningen med sporten,” påpeger Jean-Claude Mbvoumin.

Hullet skal lappes

Jérôme Champagne, tidligere medlem af det internationale fodboldforbund FIFA’s øverste embedskorps og i dag kandidat til FIFA’s præsidentvalg i 2015, var en af dem, der var tilstede ved konferencen i Geneve. Han er kendt for at være én af de sportspolitikere, der ønsker mere fokus på problemstillingen og kalder debatten om integrationen af unge afrikanske fodboldspillere fundamental for fodboldens fremtid.
”Vi kan ikke acceptere, at vi i det 21. århundrede stadig ser, at fodbold bliver brugt som et middel til at lokke børn og deres familier til at tro, at de herigennem kan få et bedre liv i Europa,” siger franskmanden.
Han påpeger samtidig, at globaliseringen på mange områder har været en positiv ting for fodboldens udvikling, fordi sporten i dag er den mest populære i hele verden. Men udviklingen har også skabt problemer, og én af de helt store er, at uligheden mellem Europa og Afrika har vokset sig endnu større.

LÆS OGSÅ: VOR TIDS SLAVEHANDEL

”Vi har længe arbejdet med at forbedre fodbolden i Afrika og har også afholdt et VM på kontinentet, men Afrikas traditionelle position som leverandør af ’råmateriale’ til fodboldverden har ikke ændret sig,” forklarer han.
”Der er kommet flere penge i afrikansk fodbold, end der var for 20 år siden, men hullet til europæisk fodbold er samtidig også blevet større. Og det er det helt store problem, vi skal finde en løsning på,” lyder det fra Jérôme Champagne.

Klubberne har ansvaret

Når det kommer til indsatsen på europæisk grund, påpeger Foot Solidaire-stifteren, at det først og fremmest er de europæiske fodboldklubber og ikke FIFA, der har nøglen til at gøre noget ved problemet.
”FIFA kan gøre noget på den politiske bane, men den egentlige magt ligger hos de europæiske fodboldklubber selv, der skal begynde at se på de afrikanske spillere som andet end billig ’fast food’,” siger Jean Claude Mbvoumin.
Konferencen i Geneve blev afholdt 13. maj – selv samme dag, som Foot Solidaire har udråbt til at være ’La Journée du jeune footballeur africain’ (Dagen til ære for unge afrikanske fodboldspillere, red.).