Fodbold finder ind til de fælles værdier

EM slutter søndag med Frankrig mod Portugal. Jens Peter Sørensen blogger om turneringens betydning for sporten og Europas kultur.

Fodbold finder ind til de fælles værdier
Foto: UEFA

Festen i Frankrig er nået til desserten. Søndagens finale mellem Portugal og Frankrig slutter en turnering, der har været en femretters menu. Halvtreds kampe på mindre end en måned er det blevet til, indtil den sidste går over skærmen.
Set fra en iagttagers position, langt fra og højt mod nord, har det været den rigtige europæiske folkefest. Det Europa har brug for i disse år, er et stærkere sammenhold på baggrund af fælles kulturelle værdier. Den stærkeste er den europæiske sport, der udgør langt den største del af moderne kultur. Sporten er oplevelser og en meget stor økonomi.
Det er centralt for europæerne at finde tilbage til fælles værdier og ikke et fælles fodslag mod andre kulturer. Højborgen i fodbold er, uanset globalisering, Europa. Fodbold skaber grundlaget for andre dele af middelklassens største fornøjelse – nemlig turismen.

Et maskulint huh

Tænk her bare på den omtale, det smukke Island har fået i løbet af turneringen. Ikke bare på banen, men sandelig også udenfor. Den islandske fankultur har givet inspiration til alle de andre, eksempelvis det kraftfulde, maskuline kampråb.
De andre små nationer har i den grad også sat deres unikke præg på eventen. Husk på den manifestation de walisiske tilhængere sammen med spillerne afsluttede den tabte semifinale mod Portugal med. Stolte, smilende tabere stod over for menneskehavet på tribunen efter kampen og fik derigennem synliggjort den store præstation, alle havde bidraget til.
De tyske tabere af den anden semifinale havde travlt med at komme ned i omklædningen. Selvfølgeligt havde de en forventning om sejr over Frankrig, men det ville have været en samlende gestus, om de havde gjort som waliserne, fordi vi alle har brug for et sammenhængende tysk folk som kernen i et velfungerende Europa.
Festen skal også huskes for, at det kun var Putins bøller, der skabte balladen og blev sat uden for det gode selskab efter første runde. Rusland står over for noget af en opgave med hensyn til at skabe både ordentlige rammer om VM i 2018 – og i øvrigt et hold, der kan klare sig på banen!

Landskampe i en anden kategori

Det har været diskuteret, om antallet af deltagere er blevet for stort. 24 er med nu. Man har talt om, at kvaliteten af spillet er dalet. I min optik er det ikke det centrale. Landskampe er sjældent på et særligt højt niveau. Spillerne er for sjældent samlet til, at det kan måles på den måde. Sammenligningen med Champions League er bestemt interessant, men ikke relevant. Her kan man tale om fodbold som en eksklusiv vare. Landskampe er i en helt anden kategori. Spillet indeholder langt flere facetter end klubfodbolden. Her handler det meget mere om de nationale følelser, stoltheden over eget flag, sprog og traditioner. Substansen er anderledes betydningsfuld i det større perspektiv. Landskampe er livgivende og livsbekræftende.
Hvis man endelig skal søge forklaringer på det svingende niveau, bør man nok kigge på det voldsomme program, de bedste spillere er udsat for. Nogle af de store stjerner har svigtet fatalt. Men sådan vil det altid være og har i øvrigt altid været.
Mere interessant er det at konstatere, at de to, der vil blive fokuseret på i finalen, Ronaldo og Griezmann, har deres arbejdsplads i samme by, Madrid. Tilfældigt – tjah. Der må jo være noget særligt ved Madrid.
Turneringsformen er rigtig ud fra et udviklingssynspunkt. Mange spillere får chancen for at vise sig frem på den store scene, hvilket kan medføre nye arbejdspladser. Der er ikke tvivl om, at antallet af klubskifter vil være meget stort i sommerens transfervindue. Og lur mig, om ikke mange af disse klubskifter vil omfatte spillere fra de såkaldte små lande.
Sammen med kravet om Finansiel Fair Play kan det jo kun styrke den europæiske klubøkonomi.
De mange førstegangs deltagere bidrog i øvrigt fremragende til turneringen. Husk på, at fire ud af fem debutanter rent faktisk gik videre efter gruppespillet. Og vi konstaterer bare, at den sidste debutant først forsvandt  med det walisiske exit i semifinalen.
Den europæiske fodbold har bevæget sig et skridt i den rigtige retning. Mod en bredere folkelig profil. Champions League kan derfor forblive elitens reservat.

Fremragende dommere

Fodbold er et klassisk boldspil. Det betyder, at dommeren er en central figur. Der skal være en neutral opmand til at styre begivenhederne på banen. Efterhånden er der fem til at løse opgaven. Kravene til dommeren er ubønhørlige, specielt i lyset af mediernes rolle.
Vi har været vidner til en fremragende ledelse af kampene. Der er lagt en linje, som spillerne har kunnet forstå: Spillet er en kontaktsport, hvor kroppen må bruges i nærkampene. Det har været ganske befriende at se, hvorledes de mange tvivlsomme forsøg på at snyde sig til en, måske afgørende dødbold, er blevet håndteret af dommerne. Lederskab er utvivlsomt det rigtige prædikat.
Og i øvrigt: De bedste svenske og engelske præstationer ved turneringen vil blive husket som dommernes. Jonas Eriksson var bedre end Zlatan, og Rooney må bøje nakken på samme måde!
Det allerbedste af det hele er, at spillerne faktisk brød koden, og vi fik en turnering uden det evindelige ævl og kævl over kendelser. Og de fem store ligaer i Europa trænger til en hovedrengøring på dette område. Og kunne det så danne skole i den danske superliga, ville det ikke gøre noget!

Den klassiske kamp

Det er godt for turneringen, at et af de små lande i Europa er med helt fremme igen.
Finalen mellem Portugal og værtsnationen Frankrig er spændende og afspejler fodboldsportens inderste væsen: Det lille land mod den store nation.
Frankrig er folk med stolte traditioner. En kæmpe i den europæiske selvforståelse. Nogle vil mene, at der er en forbindelse mellem det elitære Frankrig og det EU, der i dag står over for sin største udfordring siden etableringen af EEC i 1957.
Frankrig i finalen er et ønskescenarie. De er favoritter. En sejr vil være udgangspunktet for en ny fransk fællesfølelse. Fodbold kan forene det splittede land.
Portugal har med sine otte til ti millioner indbyggere præsteret på et usædvanligt niveau igennem de seneste tolv år. Her er der ikke tale om bare én gylden årgang, men mange. Talentudviklingen har fundet en form, der passer til værdierne i landet. I mange år har jeg været regelmæssig gæst i landet med det smukke sprog og den stolte historie. Selv i den finanskrise, der bragte landet i samme situation som Spanien og Grækenland, har svaret været flid og opgaveløsning. Jammeren overlod de til naboerne!
Derfor skal man ikke afskrive Portugal i finalen. De har før løst større opgaver end denne .

BLÅ BOG

BLÅ BOG

JENS PETER SØRENSEN

Bloggen er skrevet af Jens Peter Sørensen. Han er historiker og idrætsunderviser – født i det Herrens år 1952.

Fodboldopdragelse i dansk fodbolds Mekka, Vejle. Senere elitespiller med størst succes i Skovbakkens optur i 1974-77. Medstifter af Spillerforeningen 1977 og medlem af bestyrelsen. Aktør i skiftet fra amatør til betalt fodbold i Danmark. Medvirkende i DBU`s trænerudvikling i årtier. Træner og leder i mange klubber, med forandring af kulturer som speciale.

Medforfatter til bogen ’Bedre fodbold- bring hjernen i spil’ (2011), der er en undersøgelse af holdninger til jobbet som professionel fodboldspiller.

Forsker og underviser på UCN, Sport Management. Arbejder med projekter, der skal identificere sammenhænge mellem europæiske kulturer og fodboldspilleres forståelse af jobbet.