Farfars Blog: Skal sporten gøre verden værre?

Eksisterer sporten i en lomme uden for tid, sted og samfund? Eller er det på tide, at sporten tager ansvar for, hvad man promoverer? Farfar undrer sig.

Farfars Blog: Skal sporten gøre verden værre?
Foto: All Over Press

I dag startede Danmarks Idrætsforbund kongres, ’Skal idrætten redde verden – eller skal verden redde idrætten’. Et retorisk spørgsmål. Men også et godt spørgsmål. Her er alt, hvad hjertet begærer, hvis man ellers interesserer sig for idrætten. Bl.a. debat om idrættens samfundsrolle.
Det er en god og nødvendig debat. Længe fortiet, fordi der har været en fælles konsensus om, at sporten eksisterer som en uskyldig tidslomme uden for enhver samfundsmæssig sammenhæng.
Det gør sporten ikke, skulle jeg hilse at sige.
I hvert fald ikke i det herrens år 2015.
Derfor er debatten nødvendig, sund og god.
Hvad der kommer ud af det?
Næppe meget andet end samme fine ord som en konfirmationstale til barnet, der nu er voksent – og så alligevel stadig er barn.

Med døden på bagsmækken

Men hvis vi lige skal rekapitulere sportens tilstand her i de første par måneder af 2015.
I januar var der VM i håndbold i Qatar. Her arbejder migrantarbejdere under forhold, der minder om moderne slaveri. Og de dør som fluer. Det nægtede DHF at tage stilling til – andet end via en dumsmart bemærkning fra Ulrik Wilbek, der klagede over fortovene i Doha.
Den lader vi stå et øjeblik.
I disse dage demonstrerer et andet stort dansk idrætsforbund, DBU, så, at man ikke aner, hvordan et organiseret arbejdsmarked i et samfund som det danske fungerer. Det slår ikke nogen ihjel, som forholdene i Qatar, og man kan mene, at professionelle fodboldspillere er en forkælet og højtlønnet flok, men DBU’s håndtering er direkte pinlig.
Den lader vi også stå et øjeblik.

Heldig bag tremmer

Nu diskuterer DIF så idrættens samfundsrolle. Imens udtager idrættens hovedorganisation, DIF, der også er Danmarks Olympiske Komité, så topatleter til de første Europæiske Lege, der afvikles i Baku, Aserbajdsjan, i juni måned.
Aserbajdsjan siger du? Er det overhovedet Europa?
Tja, bum. Aserbajdsjan er en tidligere Sovjetrepublik, hvor præsident Ilham Alijev tilbage i oktober 2013 blev ’demokratisk’ valgt med 85 procent af de afgivne stemmer. Lyder det som noget fra før jerntæppet? Det er det også…
Selvsamme Alijev, der i øvrigt efterfulgte sin far på posten, blev i 2012 udnævnt til ’Person of the Year’ af ’Organized Crime and Corruption Reporting Project’ – og det er ikke en hæderfuld titel, noget anstændigt menneske stræber efter.
I Aserbajdsjan er man heldig, hvis man nøjes med at komme år i fængsel – baseret på falske anklager – hvis man er menneskerettigheds-aktivist eller journalist. De uheldige bliver bare slået ihjel. Pressefrihed eksisterer ikke. Demokrati eksisterer på papiret. Eksempelvis indefryser regimet menneskerettighedsorganisationers økonomiske midler. Og man kunne blive ved.
Det er det land, DIF sender atleter ned til. I øvrigt sammen med andre 49 europæiske lande. Hele 6.000 atleter i 20 udvalgte idrætsgrene vil dyste og hjælpe med til at brande Aserbajdsjan og Ilham Alijev som en del af det pæne selskab.
Eller, som Jane Buchanan, direktør for Europa og det centrale Asien i Human Rights Watch, udtrykker det over for Sport Executive:
”Den Europæiske Olympiske Komité og de nationale olympiske komitéer i Europa burde gøre det klart for Aserbajdsjan og Alijev, at man håner de olympiske idealer.”
Den lader vi også stå et øjeblik.
Imens de taler om samfundsroller i en hal i Brøndby…
Måske man kunne tale om idrætten og europæiske olympiske komitéers rolle i Aserbajdsjan?

HVIS DU VIL VIDERE