Farfars blog: Rigtige bøller flæber også

Er sporten på vej mod en hastig forvandling? Er rigtige mandfolk ikke længere gangbar mønt i sportens store forkromede business-model? Der farer så mange spørgsmål igennem farfars hoved, når damer kaster med en bold.

Farfars blog: Rigtige bøller flæber også
Sport Executive havde intet foto af en grædende Klavs Bruun Jørgensen. I stedet må du nøjes med nogle glade håndboldkvinder. Nå, nej, håndbolddamer. Foto: Marius Ionescu/EHF EURO 2016

Farfar har set damehåndbold. Ja, ja, den er god nok. I Dansk Håndbold Forbund hedder det damehåndbold, selv om farfar ikke har mødt en kvinde i de sidste fem årtier, der brød sig om at blive kaldt en dame. Men i Dansk Håndbold Forbund holder man fast i de gamle dyder; altså damehåndbold og herrehåndbold.
Men farfar så altså damehåndbold. Danmark mod Rumænien i den afgørende kamp om at nå EM-semifinalen anno 2016. En med spænding ventet kamp, fordi Rumænien har uddelt bøllebank til Danmark i de seneste endog ganske mange kampe – og samtidig har verdens bedste ’damelige’ håndboldspiller, Cristina Neagu, som farfar ikke ville bryde sig om at møde i græsk-romersk fribrydning, der at dømme efter håndteringen af regelsættet i håndboldboldspillet minder ret så meget om det dansk opfundne boldspil.

LÆS OGSÅ: SÅ ER DER SATME SYNKROM-UDSPRING

Der var altså damehåndbold – og det skulle ses – med hele TV2’s voldsomt store ekspert- og kommentatorpanel, hvilket fik farfar til at fundere på, hvordan fanden Gunnar Nu Hansen lige klarede det hele selv, dengang tv var tv – og ikke en pensionsordning for afdankede spillere og trænere fra diverse mere eller mindre attraktive idrætsgrene.

En kvik lille en

Begivenheden skulle ses hos oldemor, altså farfars svigermor. Hun er en kæk lille dame på 83 somre for nu at blive i håndboldjargon. Hun elsker også håndbold, også damehåndbold. Det er nok, fordi hun er fra den yderste udkant af Udkantsdanmark, nemlig Sønderjylland.
Eller for at være helt præcis; oldemor elsker håndbold og at snakke. Det er farfar ikke til. Sport skal ses solidt bænket i sofaen med en håndfuld bajere, chips og to pakker cigaretter indenfor rækkevidde, mens man forfalder til uartikulerede lyde og sviner dommeren til, fordi han – eller i disse moderne tider hun – og i håndbold er de faktisk endda to – altid favoriserer modstanderne, med mindre Danmark fører med mindst fem mål. Der var ingen bajere og chips, farfar måtte nøjes med kaffe og marcipan, og cigaretterne måtte han dele med oldemor. Heldigvis havde farfar taget højde for snakken og taget farmor med. Hun har ikke en dyt forstand på håndbold, så hun kunne stå for snakken. Faktisk har hun først i de seneste måneder fundet ud af, hvem fanden Mikkel Hansen er. Efter guldet i Rio.
Men håndbold, altså damehåndbold, var der på skærmen. Farfar fulgte med i det intense drama – godt hjulpet på vej af summende damestemmer i baggrunden – og de utroligt entusiastiske TV2-kommentatorer Thomas Kristensen og Bent Nyegaard, der næsten kan måle sig i danskhed med sønderjysk national bevidsthed, det sønderjyske kaffebord og Dannebrog i forening. Hvorfor de to TV2-gutter ikke er med blandt spørgsmålene i den såkaldte ‘danskhed-prøve’ for udlændinge, der vil forsøge at snige sig til et statsborgerskab i dette så attraktive land, forstår farfar ikke helt.

LÆS OGSÅ: KAN MAN STJÆLE EN DAME

Men tilbage til damehåndbolden. Lidt kvalificeret fag-snak kom der endda også undervejs.
’Hun er en kvik lille en’, lød det pludselig fra oldemor.
Den havde farfar ikke hørt før, når han så sport med drengene. Det var Sandra Toft, hun mente. Farfar forsøgte sig med en lang forklaring om, hvordan frøken eller fru Toft, for nu at blive i damesproget, havde været igennem to voldsomme hjernerystelser og faktisk kæmpede for Danmark med fare for liv og helbred. For lige som lige at vise sin gode vilje. Men de damer havde for længst forladt damehåndbolden og vendt tilbage til en fjern hændelse i grænselandet, som farfar hverken kunne finde hoved eller hale i.

Gråd i fem stive minutter

Så farfar røg tilbage til damehåndbold, marcipanen og kaffen. Der skete ting og sager, skal farfar love for. Pludselig var det nemlig ikke bare damehåndbold, det handlede om. Eller bare og bare. Damehåndbold er jo også sport. Men Danmark havde vundet. Eller rettere – de rød-hvide var fem minutter fra en gevinst, og Klavs Bruun Jørgensen græd som pisket. Ikke en enkelt lille forræderisk tåre, som når farfar ser ’Sporløst’, nej, han stortudede sgu.
I fem stive minutter.
Og så lidt mere bagefter.

LÆS OGSÅ: SPORT I EN SENMODERNE TIDSALDER

Landstræneren er ellers kendt som en benhård macho-mand af den slags, sporten er så fyldt af. Lige siden han som hårdt skydende højre back piskede kuglerne af sted fra alle vinkler og i alle retninger, så der, som i Sandra Toft-tilfældet, bogstaveligt talt var fare for liv og helbred helt op på øverste række i provinsens mange håndboldhaller. Men her sad, stod og løb han storflæbende og uddelte kram i alle retninger til alle, der ville ha’ et – i en grad, der fik farfar til at tænke på, om det var slut med sporten, som farfar havde kendt den i seks årtier.
Den dér sport fyldt med rigtige mandfolk. Dér, hvor anden seksuel orientering var et skældsord. Og dér, hvor tårer var noget for tøser og Flemming Povlsen.
Et eller andet havde forandret sig.
Når selv et lille tæt muskelbundt a la Klavs Bruun Jørgensen udstiller sine inderste følelser midt i prime time tv.
Når selv Thomas Kristensen og Bent Nyegaard dæmper den nationale talestrøm i et par sekunder.
Ja, så har sportens verden flyttet sig.
Til det bedre.
Farfar blev helt opmuntret – trods de manglende bajere og chips.
Måske var der alligevel håb for sporten – trods korrupte ledere, elendige arbejdsvilkår, børnehandel, doping, matchfixing, skattesnyd og mange andre dårligdomme.
Når selv granvoksne macho-mænd giver sig til at stortude for åben skærm, er der da lidt menneskelighed tilbage.
Farfar blev helt varm indeni. Han fik næsten lyst til at tude i bare solidaritet med Klavs Bruun Jørgensen.
Og så er der vel lidt håb?
Eller hvad?