FARFARS BLOG: Mens vi venter på FIFA

Smink et lig. Det er en dagligdags øvelse i FIFA. Den er nu i gang igen – for Michael Garcia har afleveret rapporten om VM-buddene.

FARFARS BLOG: Mens vi venter på FIFA
Foto: All Over Press

FIFA’s særlige efterforsker, juristen Michael Garcia, har afleveret sin rapport om, hvordan det egentlig gik til, da Rusland og Qatar fik VM i henholdsvis 2018 og 2022. Og der er læsestof til mange lange nætter – for med bilag fylder sagen over 200.000 sider. Nøjes man med selve rapporten, ja, så skal man dog blot stave sig igennem 350 sider.
Læsningen bliver formentlig ikke for sarte sjæle. For det er sådan set for længst slået fast, at Rusland og Qatar betalte sig til VM-værtskabet. Den konklusion når Michael Garcia formentlig også frem til – for amerikaneren vil næppe sætte sit professionelle ry på spil. I hvert fald er det allerede lækket, at Garcias rapport anbefaler yderligere handling over for visse personer, lige som han foreslår ændringer i budprocessen. Men måske er det i virkeligheden blot det, vi får at vide? Intet andet? For nu er rapporten afleveret til  formanden for FIFA’s etiske komité, den tyske dommer Hans-Joachim Eckert, der så beslutter, hvad der yderligere skal ske – og om rapporten overhovedet skal offentliggøres? Det ved vi formentlig langt mere om engang i oktober?

LÆS OGSÅ: DE SKOVLER STADIG PENGE IND

Man kan så spørge sig selv, om FIFA virkelig kan holde til endnu en lukket proces omkring endnu en af organisationens mange korruptionsskandaler? Næppe! Præsident Sepp Blatter, der netop har annonceret, at han stiler efter fire år mere på posten (2015-19) – og får dem ved valget i maj næste år – trænger gevaldigt til at få vasket hænder og pusset glorien. Så navne, ja, det skal der nok komme frem. Eksempelvis Mohammed Bin Hamman, tidligere præsident for det asiatiske fodboldforbund, og Jack A. Warner, tidligere præsident for det nord- og mellemamerikanske fodboldforbund, der allerede har forladt FIFA i vanære. Og hvis det går hårdt og barsk til i korridorerne, kan man også lige pege på den tidligere seniorvicepræsident og formand for finanskomitéen i FIFA, Julio Humberto Grondona, der var så uheldig, og meget belejligt i øvrigt, at vælge at dø af et hjerteanfald her i sommers.

LÆS OGSÅ: MØD DON JULIO

Men en virkelig oprydning! Det sker næppe, så længe Sepp Blatter og allierede sidder på magten i FIFA – og det gør de frem til 2019. For det er handlet af (se tidligere blog, red.)!
Så lidt syndebukke til folket – og en Sepp Blatter, der lykønsker Michael Garcia og FIFA’s etiske komité for et veludført arbejde, skal vi nok få. Og så går livet ellers videre i paladset i Zürich med alt, hvad der ellers dertil hører af korruption, nepotisme, magtmisbrug med mere. Og fodbolden, ja, den lever stadig videre – og bolden er stadig rund…

FARFARS BLOG

FARFARS BLOG

Er skrevet af journalisten Lars Andersson fra Sport Executive. Lars Andersson er bl.a. tidligere sportsredaktør på Information, Det Fri Aktuelt og Danmarks nationale nyhedsbureau, Ritzaus Bureau. Holdningerne er skribentens egne.