Farfars blog: Kan man stjæle en dame?

Dansk fodbold er ved at nå internationale standarder. I hvert fald uden for kridtstregerne. Farfar har fulgt intenst med i spillets tilstand her i starten af forårssæsonen.

Farfars blog: Kan man stjæle en dame?
Foto: World Carrying World Championship/Finland

Dansk fodbold er egentlig ganske underholdende…
Dog ikke på grønsværen…
Her har FC København for længst kørt alle de andre over og tonser af sted mod titlen. Og i bunden har Hobro IK Fodbold for længst sagt farvel til eventyret og goddag til tragedien – og 1. division.
Men når man ikke kan sørge for underholdning og spænding inden for kridtstregerne, kan man da skabe det uden for…

LÆS OGSÅ: DANSK FODBOLD ER RÅDDEN

Det har dansk topfodbold så sandelig været i stand til, må farfar konstatere, efter at han har fulgt godt og grundigt med på sportssiderne i de internationale danske medier i de senere uger. Ja, der var faktisk så mange underholdende indslag, godt hjulpet på vej af velskrivende journalister – og på de mere moderne medier skubbet ud over rampen af journalister med alvorstunge stemmer, at farfar havde svært ved at følge med – og føle sig helt opdateret på tingenes tilstand i dansk fodbold.

Randers i storform

Men farfar opdagede da Randers, Kronjyllands juvel og Jens Otto Krags fødeby. Her havde en spiller i Randers FC stjålet en anden spillers dame! Farfar vidste slet ikke, at der fandtes damer nu om stunder. Men det gør der altså i Randers, men Jylland har jo altid været lidt tilbage – og Randers huser åbenbart ingen moderne trendsættere. Og farfar vidste i øvrigt slet ikke, at man sådan kunne gå rundt og stjæle damer? Farfar overvejede endda i et svagt øjeblik, om han ikke skulle ringe til hr. Keller og få et par tips omkring selve håndværket, ’at stjæle en dame’. For hele historien fik farfar til at tænke på barndommens store hit, ’Folk og røvere i Kardemomme By’ og røverne Kasper, Jesper og Jonathan, der af vanvare røver Tante Sofie og får deres sag for. Og hvis det er den slags standard af damer, Christian Keller går rundt og stjæler i Randers, så tror da fanden, han ikke længere har tid til at spille fodbold…

LÆS OGSÅ: NÅR FARFAR GÅR TIL AUDITION

Historien fes dog en anelse ud, da det senere viste sig, at det faktisk var en holdkammerats ekskone, Keller havde tyvstjålet. Men slemt var det dog alligevel. Man går ikke rundt og stjæler damer i dansk fodbold, eks eller ej. Op i røven med doping, matchfixing, korruption, trafficking, brud på elementære menneskerettigheder og andre for almindelige mennesker skurende dårligdomme – i dansk fodbold trækker vi sgu grænsen ved kone-tyveri…

Brøndby jager topplacering

Nu bønderne fra Randers ligesom havde toppet underholdningsværdien i dansk topfodbold, følte bønderne fra den københavnske vestegn sig også kaldet til at være med. Resultaterne er ad helvedes til i Brøndby IF, og bundlinjen er blodrød, men så kan man da tilføje lidt sydlandsk temperament for ’at få gang i sagerne og sang i gaderne’, som afdøde Richard Møller Nielsen engang opsummerede boldspillet fodbold. Jan Bech Andersen er godt nok opvokset i Greve og bor i London, men bestyrelsesformanden kan alligevel sætte ’fut i fejemøget’, som en anden legende, John Mogensen, udtrykte det. Brøndby-ejeren havde nemlig sat sig til tasterne og på de sociale medier under dæknavnet ’Oscar’ kaldt stort set alle de folk, han selv havde hyret, for fjolser, kæmpeidioter og andre knap så smigrende karakteristika. Det fik cheftræner Thomas Frank til at forlade det kuldsejlede projekt, og Jan Bech Andersen til at beklage hans noget heftige temperament. Undskyld, undskyld, undskyld, lød det fra ejeren – og så er den potte vel ude. Det er jo trods alt professionel fodbold og veldrevne erhvervsvirksomheder, der vil tages alvorligt. Tror farfar i hvert fald…

LÆS OGSÅ: FODBOLDLEDERE ER FULDE AF LØGN

Jan Bech Andersen benyttede i øvrigt lejligheden, nu han alligevel skulle informere offentligheden, til at lancere en ny strategiplan, der skal vende klubbens enorme underskud. Den kommer i løbet af en tre til fire uger. Farfar glæder sig allerede til at få oplyst, hvilken tosse der vil smide penge i det foretagende. Farfar har endda allerede et godt bud, det er nok hr. Bech Andersen. Han kender jo lige som standarden i bestyrelseslokalet på Vestegnen…

FCK’s formkurve dykker

Nu Randers FC og Brøndby IF havde sat overliggeren højt, ville Danmarks største og stærkeste klub, FC København, ikke stå tilbage for konkurrenterne. Ledelsen i FCK meddelte således, at Brøndby-fans kun kunne få 1.903 billetter til lokalderbyet i Parken mod tidligere 3.400. Det skulle angiveligt være en tak for sidst, fordi FCK’s fans fik færre billetter end tidligere ved efterårets kamp på Brøndby Stadion. Dér blev farfar sgu lidt skuffet. FCK holder jo slet ikke niveau – billet-reducering! Hvad i alverden er det for noget sjask, som min gamle fodboldtræner ville have udtrykt det, i forhold til konetyveri og bersærkergang på de sociale medier?

LÆS OGSÅ: SPORTENS NYE DIMENSIONER I EN GLOBAL VERDEN

Så var der anderledes format over en dansker nede i Tyskland. Nicklas Bendtner havde åbenbart læst danske aviser eller set dansk tv, og lige dér må farfar indrømme, han havde undervurderet angriberen. Måske var det, fordi Nicklas Bendtner er gammel KB’er, at han lige som ville komme sin gamle klub til undsætning i disse krisetider. I hvert fald kom den danske angriber tre kvarter for sent til træning i Wolfsburg, og det kunne nok for en kort stund holde Randers og Brøndby fra at stjæle fokus. Nicklas Bendtner stak nemlig FCK’s noget pauvre udspil ved at møde til direktørtid, klokken 10.00, alt imens alle de andre spillere mødte klokken 9.15. Den går sgu ikke i det tyske, hvor arbejdsdisciplin lige som ligger i den historiske tradition. Så nu er Nicklas Bendtner helt færdig i det tyske, hvis han da ikke var det i forvejen? Nu overvejer Bendtner, ifølge de danske medier, at tage til Kina. Farfar vil her på falderebet inden afrejsen opfordre den danske angriber til lige at tjekke arbejdsmoralen i kinesisk erhvervsliv. Den er ikke for sarte sjæle, skulle farfar hilse at sige.
Men underholdende har starten på forårssæsonen i dansk fodbold i hvert fald været. Nu venter farfar spændt på, hvordan de øvrige ledelser vil forsøge at slå netop deres klubs brand fast i offentligheden. Farfar har næsten ikke fantasi til at forestille sig tiltagene i de kommende uger fra Sønderjyske, FC Midtjylland, AaB, OB, Viborg, FC Nordsjælland, AGF, Esbjerg og Hobro. Nu Randers og Brøndby har sat helt nye standarder for dansk fodbold.