Farfars blog: Glem alt om at bringe fodboldens hus i orden

Der er en ny sherif i Zürich. Gianni Infantino er navnet. Men vil det for alvor ændre kulturen i FIFA? Næppe…

Farfars blog: Glem alt om at bringe fodboldens hus i orden
Foto: FIFA

Fredag blev Gianni Infantino valgt til ny præsident i FIFA. En europæisk fodbold-teknokrat, hvis største merit har været at bestyre den europæiske fodboldbutik – og hvis største vision har været at forsøge at blokere afgørende og nødvendige reformer i det korruptionsplagede FIFA og de lige så sygdomsbefængte kontinentale og nationale forbund.
Lyder det betryggende?
Næppe!

LÆS OGSÅ: THE NEW MAN IN TOWN

Det vil dog være naivt at påstå, at schweizeren med de italienske aner ikke vil implementere reformer. Det vil Gianni Infantino. Visse reformer er trods alt netop vedtaget på den ekstraordinære kongres i Zürich med overvældende flertal. Vel at mærke reformer, der så sent som for tre år siden blev pure afvist af selvsamme forsamling af gamle afdankede mænd, der åbenbart er sat til at bestyre verdens mest populære boldspil. Problemet er blot, at reformer altid ser pænt ud på papir. Noget andet er, når de sådan skal føres ud i virkeligheden – implementeres fra førerbunkeren i FIFA-Strasse 20 i Zürich og ud til den alleryderste udørk i Afrika.
Det kan man med rette stille spørgsmålstegn ved vil ske?
Kan en europæisk teknokrat – godt sovset ind i de sidste 17 års internationale fodboldpolitik – sørge for det?
Næppe!

Fyr hele banden

Kunne man forestille sig noget tilsvarende i en hvilken som helst anden privat virksomhed?
Bestyrelse, direktion og en stor del af de øvrige ansatte har taget af kassen, trukket verdens bedste brand gennem sølet, pisset på offentligheden og forbrugerne (her fodboldens fans, red.) og sendt virksomheden ud i en dødsspiral! Ja, hvad ville man egentlig så gøre? Vælge en af de grå embedsmænd, der har været involveret i hele dette cirkus, til at føre butikken videre?
Næppe!
Virksomheden ville formentlig gå konkurs.

LÆS OGSÅ: FODBOLDLEDERE ER FULDE AF LØGN

Men ikke i tilfældet FIFA!
Her bygger man sig sandelig op igen indefra – med stort set de samme personer, de samme metoder og den samme troværdighed.
Det skal nok blive godt…

Kulturen er den samme

Ser vi så på selvsamme så højt besungne reformpakke, der nu skal bygge FIFA op indefra, ja, så er det grundlæggende problem, udover at det er de selvsamme korrupte gamle mænd, der skal implementere reformerne, at reformerne netop ikke rokker ved, at magten er centreret i seks korrupte kontinentale fodboldforbund, i 209 nationale fodboldforbund, hvoraf en stor del er korrupte, og hos en lille gruppe mænd i bunkeren i Zürich, heriblandt altså nu embedsmanden Gianni Infantino.
Eller med andre ord: Fodboldens virkelige stakeholders; fans, sponsorer, myndigheder, offentligheden, spillere, klubber og ligaer har stadig ingen indflydelse…
Men reformer skal vi nok høre om, og de skal nok få mange smukke ord med på vejen. Men så længe man ikke vil gøre op med selve kulturen i fodboldens magtstruktur – så længe vil FBI banke på døren, sponsorer vil flygte, og fans vil langsomt men sikkert miste troen på fodbolden.

LÆS OGSÅ: MONEY, MONEY, MONEY

FIFA vil således ikke – blot fordi Gianni Infantino nu er galionsfigur – blive fri for korruption, blive åben og gennemskuelig eller demokratisk for den sags skyld – endsige respektere grundlæggende menneskerettigheder. For det er slet ikke de interesser, Gianni Infantino er valgt på eller sat til at varetage. Den nye sherif i Zürich skal snarere passe på de gamle mænds interesser. Den gode embedsmand skal sminke et lig. Alt imens fundamentet på fodboldens hus – beliggende på FIFA-Strasse 20 – smuldrer.
Det skal nok blive smukt…
Velkommen til fodboldens dødedans…

FIFAS PRÆSIDENTER

FIFAS PRÆSIDENTER

Robert Guerin, Frankrig, 1904-06.

Daniel Burley Woolfall, England, 1906-18.

Jules Rimet, Frankrig, 1921-54.

Rodolphe William Seeldrayers, Belgien, 1954-55.

Arthur Drewry, England, 1955-61.

Stanley Rous, England, 1961-74.

Joao Havelange, Brasilien, 1974-98.

Joseph S. Blatter, Schweiz, 1998-2015.

Issa Hayatou, Cameroun, 2015-16.

Gianni Infantino, Schweiz, 2016-.

Infantino er valgt til 2019.

Kilde: FIFA