Det går rigtig godt for Leicester City Football Club. Klubben ligger ikke alene i spidsen for Premier League netop nu – Kasper Schmeichel og kompagni er også godt på vej til at konsolidere økonomien. Leicester City Football Club kom nemlig ud af den første sæson i den bedste engelske række i mere end et årti, 2014/15, med en rekordomsætning på 104,4 millioner pund – på trods af at klubben blot sluttede som nummer 14. Også overskuddet havde det godt i sæson 2014/15, idet man kom ud med en profit på 26,4 millioner pund før skat – mod et underskud på 20,8 millioner pund sæsonen før.
De sorte tal bliver formentlig endnu mere ’fede’ i denne sæson, 2015/16, hvor Leicester kæmper med om mesterskabet. Og forude venter så udsigten for en deltagelse i klubfodboldens store pengemaskine, Champions League, der yderligere vil fore klubkassen ganske voldsomt.
Leicester City Football Clubs økonomi er dog stadig langt efter de helt store engelske fodboldklubber. Eksempelvis havde Manchester United, trods en resultatmæssig yderst skuffende sæson 2014/15, en omsætning på 395,2 millioner pund.