De kæmper fra trøje til trøje

EM i fodbold starter nu, men det er ikke blot nationernes dyst – det er også en kamp på hårde kontanter blandt sportsindustriens giganter.

De kæmper fra trøje til trøje
Foto: Errea

Kan værterne fra Frankrig løfte EM-trofæet 10. juli, jubler hele nationen. Det gør man også i USA, fordi de franske fodboldspilleres tøj er lavet af Nike – og en EM-titel i verdens største boldspil, fodbold, betyder alverden, når man skal sælge fodboldtrøjer til folket. Jubler man derimod i Tyskland eller Spanien, for nu at nævne de andre favoritter ved EM i fodbold, ja, så er det aktionærerne i tyske Adidas, der fejrer triumfen med dem.

LÆS OGSÅ: THEY ARE HERE FOR THE PROFIT

EM i fodbold er således ikke blot en kamp om flest mulige mål, men nok så meget en fight om eksponering blandt denne verdens producenter af sportstøj og –støvler. I kampen om den nødvendige eksponering på tv og på lægterne står Adidas bedst, idet det tyske firma, og verdens næststørste sportsproducent, har iført otte fodboldlande tøj ved sommerens EM i Frankrig. Alt imens verdens største sportsproducent, Nike, må nøjes med seks fodboldlande i porteføljen. Lillebroren fra Puma er tilsyneladende også ved at komme efter det – med fem nationer iført Puma-tøj ved EM.
Skulle det umulige ske, at Island nupper EM-titlen, ja, så er der formentlig lige så stor jubel hos det lille italienske tøjfirma Errea, der står for beklædningen af lilleputterne i mini-riget højt mod nord.
EM afvikles fra 10. juni til 10. juli 2016.

SE DET FULDE EM-PROGRAM HER

SE EM-GRUPPERNE HER

DE DELTAGER VED EM

DE DELTAGER VED EM

Adidas: Spanien, Tyskland, Nordirland, Sverige, Ukraine, Rusland, Ungarn og Belgien.

Nike: Frankrig, England, Portugal, Kroatien, Polen og Tyrkiet.

Puma: Italien, Østrig, Tjekkiet, Schweiz og Slovakiet.

Umbro: Wales og Irland.

Macron: Albanien.

Joma: Rumænien.

Errea: Island.