Business as usual: Good Old England fails

Historiker Jens Peter Sørensen beretter om senmoderne contra autentisk og enkel fodbold.

Business as usual: Good Old England fails
Foto: Sport Executive from The Times

Endnu engang har vikingerne hærget de smukke engelske landskaber. De oprindelige vikinger er desværre alene kendt for den lidet flatterende voldelige fremfærd, som i parentes bemærket er dokumenteret alene af kirkens skriverkarle. Nævnes skal blot angrebet på Lindisfarne år 783. Men det er ikke en historielektion – måske en fodbold- historie, der kan åbne for en anderledes tilgang til fodboldens univers. Så klik ikke videre endnu!
For England er igen blevet ofre for vikingerne. Ved årets igangværende EM i fodbold skabte det islandske landshold den helt store sensation ved at lammetæve de engelske multi-millionærer. Endnu engang må fodboldens moderland pakke grejet sammen tidligt og modtage verdens ydmygende spot.

LÆS OGSÅ: JP SØRENSEN OM TALENTET DER FORSVANDT

Men hvad er forklaringen?
Først og fremmest lever engelsk fodbold et farligt liv med en stor og glorværdig fortid. Verdensmesterskabet for 50 år siden var en triumf og med rette. Det engelske hold spillede på hjemmebane som et hold med mange fremragende, ydmyge spillere, der måtte kæmpe for at få hverdagen til at fungere. Ingen høje lønninger, styr på adfærden og værdierne med respekt for de, der betalte gildet – den engelske arbejderklasse. De håndterede presset og præsterede på dagen. Tyskerne var på vej – det kan man jo konstatere i bagklogskabens lys – de næste årtier har de haft dirigentstokken i internationale turneringer.
Siden 1966 har England kun spillet godt ved to slutrunder i 1990 og 1996. Resten af tiden har det været skuffelse på skuffelse. Somme tider lykkedes det at falde over egne ben i kvalifikationsrunderne. Så det burde ikke komme som en overraskelse. Men det gør det hver gang. Både for spillere, ledere og for den engelske bulldog – pressen.

Et skævt styrkeforhold

Den systematiske misere skal måske søges i styrkeforholdet mellem Det engelske Fodboldforbund (FA) og klubberne. Der har aldrig været tvivl om prioriteterne i klubberne: Landsholdet er ikke det vigtigste.
Det er måske ikke så udtalt lige nu, men er i virkeligheden meget værre. De engelske klubber har i højere grad satset på udenlandske talenter, fordi påstanden er, at de er mere rentable. De få engelske talenter, der er til rådighed, skaber urealistiske høje transfersummer. Det er et udtryk for en forfejlet talentmanagement, der skal sættes sammen med akademiernes elitefokusering og skolernes manglende kvalitet i arbejdet med de andre drenge, der måske kunne nå det nødvendige niveau, hvis de fik lov. Et eksempel er faktisk Jamie Vardy, der heller ikke slog til i Frankrig.
Premier League er stopfyldt med dygtige, ikke engelske spillere, fordi det er verdens bedste sportsøkonomi. Det betyder, at de, der skal vælges imellem, er færre og ikke gode nok til at besejre omverdenen.
Ingen ved, hvad ’Brexit kommer til at betyde for engelsk fodbold. Lige nu er der ren kaos i EU og på alle børser. Men kommer det til at betyde, at Premier League er uden en stor del af de mange udlændinge, vil det betyde en svækkelse af den engelske fodbold-business, men en styrkelse af det engelske landshold – fordi magtbalancen vil tippe, og lønniveauet vil falde.
Derved skabes et anderledes reelt grundlag for fremgang for det engelske landshold.

En tysk læge, tak

Den engelske spillestil er desværre styret af det senmoderne menneskes behov for at være i centrum og tv-billedet. Det ser ud til, at spillerne med deres tre-fire stillestående boldkontakter tiltrækker sig individuel opmærksomhed. Det betyder, at spillet ikke skaber det uforudsete, næsten geniale skaktræk, der på kort tid afgør kampene.
Det virker forkert, at den bedste afslutter absolut skal sparke dødbolde. Altså sikre sig fokus fra medierne i stedet for at skaffe scoringer.
De hold, der ikke klarer sig godt ved dette EM, er England og Spanien. Fælles for deres spillestil er de mange stationer og mange afleveringer på tværs af banen. De hold, der vinder, arbejder meget hurtigere og direkte mod mål. Italien er sammen med Belgien eksempler herpå. Måske er det også i Belgien historisk betinget.

LÆS OGSÅ: JP SØRENSEN OM SPORTENS MAGTARROGANCE

Meget bemærkelsesværdigt er det tyskernes transformation fra det systematisk kontrollerende til det farlige direkte spil på modstandernes banehalvdel. De sadlede om i tide efter en stagnation omkring årtusindeskiftet. Den nye storhedstid indledtes ved VM i 2006, og det direkte udfordrende spil er udviklet til perfektion.
Så løsningen for den engelske patient er måske en tysk overlæge.

Enkel og autentisk fodbold

Senmoderniteten har kun ramt dele af den politiske elite på Island. Hvis man ellers skal tolke de nok så berømte Panama-papirer. På landsholdet er kollektivet stadigvæk kernen i de islandske vikingers spil. Holdet er alt. Det var det også, da vikingerne etablerede det samfund for tusinde år siden: Velorganiseret og forpligtende for alle. Det var den eneste måde at overleve på øen i Atlanterhavet. Og det er den eneste måde for det islandske hold at overleve på. Enkelt og autentisk.
Spillet er ikke prangende, men ingen kan påstå andet end: ’Det var det heller ikke i 1992’!
Spørgsmålet er så blot, om vikingerne nøjes med at indtage England – eller om Paris også falder søndag.

BLÅ BOG

BLÅ BOG

JENS PETER SØRENSEN

Bloggen er skrevet af Jens Peter Sørensen. Han er historiker og idrætsunderviser – født i det Herrens år 1952.

Fodboldopdragelse i dansk fodbolds Mekka, Vejle. Senere elitespiller med størst succes i Skovbakkens optur i 1974-77. Medstifter af Spillerforeningen 1977 og medlem af bestyrelsen. Aktør i skiftet fra amatør til betalt fodbold i Danmark. Medvirkende i DBU`s trænerudvikling i årtier. Træner og leder i mange klubber, med forandring af kulturer som speciale.

Medforfatter til bogen ’Bedre fodbold- bring hjernen i spil’ (2011), der er en undersøgelse af holdninger til jobbet som professionel fodboldspiller.

Forsker og underviser på UCN, Sport Management. Arbejder med projekter, der skal identificere sammenhænge mellem europæiske kulturer og fodboldspilleres forståelse af jobbet.