I Brasilien avler man hvide elefanter

Stadions fra sommerens VM i fodbold står allerede nu tomme og forladte. Hvem skal betale?

I Brasilien avler man hvide elefanter
Foto: All Over Press

I nogle korte uger i sommeren 2014 var der fest og farver på Arena Pernambuco i Recife. I dag har det lokale storstadion en mere ensartet farve, nemlig den røde fra tusindvis af tomme sæder.
Der er ellers tre fodboldklubber i Recife, men de kan ikke fylde det så prangende VM-stadion. Tværtimod. Når det går højt kommer der 15.000 tilskuere på et stadion, der kan tage tre gange så mange – og hvad værre er – de lokale klubber vil hellere spille på klubbernes mere ydmyge egne stadions.

LÆS OGSÅ: SIKKEN EN FEST

Situationen er det samme i to andre byer i det nordøstlige Brasilien efter sommerens VM i fodbold. Også i Natal og Salvador står VM-stadions i dag halvtomme – og på det fjerde stadion i regionen, Estadio Castelao i Fortaleza, er situationen blot lidt bedre med et gennemsnit på 18.000 tilskuere i halvåret efter VM, når de lokale klubber sparker til en bold.
Hvide elefanter er også et fænomen, de kender til i Brasilia, Cuiaba og Manaus. Ingen af de byer har en fodboldklub i de to bedste rækker i Brasilien, så skal der spilles bold, ja, så er det, når storklubber fra Rio de Janeiro og Sao Paulo lægger deres hjemmekampe dér! Men selv det, kan vise sig ikke at være nok: Efterårets sidste kamp i Brasilia mellem Botafogo og Atletico Mineiro blev således overværet af 4.000 tilskuere. Og på Arena da Amazonia i Manaus har der blot været fire officielle kampe – siden VM sluttede for fem måneder siden… På et stadion, der har løbende månedlige udgifter på 256.000 amerikanske dollar…

LÆS OGSÅ: VM I SULTELØN

Kun i Rio de Janeiro, Sao Paulo, Porto Alegre og Belo Horizonte løber VM-stadions nogenlunde rundt – her fem måneder efter Brasiliens 1-7-nedtur mod Tyskland. Og det er blot fire ud af 12 brasilianske VM-byer…
Byggerierne i forbindelse med VM i fodbold 2014 anslås at løbe op i 3,1 milliarder amerikanske dollar.

LÆS OGSÅ: MØD SUND FORNUFT