Barcelona anker i sag om børnehandel

Handel med børn i europæisk topfodbold når helt til tops i idrættens retssystem, når FC Barcelona trækker FIFA for CAS. Sport Executive har i små to år oprullet organiseret børnehandel i fodboldens verden.

Barcelona anker i sag om børnehandel
Foto: All Over Press

FC Barcelona vil nu have afprøvet dommen for børnehandel i den internationale sportsdomstol, CAS.
Det meddeler klubben, efter at ’FIFA Appeal Committee’ har fastholdt dommen fra ’FIFA Disciplinary Committee’, der tildelte den catalanske storklub en større pengebøde (450.000 schweizerfranc) og forbud mod at handle spillere i to transfervinduer. Dommen skyldes, at FC Barcelona har forbrudt sig mod ’FIFA’s Rules on Minor’, der bl.a. forbyder en klub at købe spillere under 18 år fra andre kontinenter. Ifølge FIFA har FC Barcelona overtrådt den fodboldregel i ti tilfælde – og det er det, klubben nu vil have afprøvet ved CAS.

LÆS OGSÅ: ET BARN KOSTER 200 DOLLAR

FC Barcelona bestrider sådan set ikke, at klubben har overtrådt reglerne, men mener til gengæld, at talentfabrikken La Masia er så unik, at man kan dispensere fra reglerne. Hvordan de så lige vil køre den sag ved en juridisk domstol, der stiller skarpt på love og regler, står hen i det uvisse. Men ifølge vicepræsident Manel Arroyo ’er klubbens jurister i fuld gang med at se på sagen og dommen ned i alle detaljer’.

Toppen af isbjerget

Som tidligere beskrevet i Sport Executive er de ti børnehandler i FC Barcelona kun toppen af isbjerget. I tusindvis af mindreårige drenge er nemlig i de senere år blevet solgt og fragtet fra Afrika, Sydamerika og Asien til sydeuropæiske storklubber. Alene FC Barcelona har angiveligt mindst 38 ’ulovlige’ mindreårige spillere, Atletico de Madrid mindst 24, Inter Milano mindst 18, Real Madrid mindst 13, AS Roma mindst 6 – og en lang række andre klubber, der angiveligt er involveret i organiseret børnehandel, opgiver ikke de nødvendige oplysninger – hverken på hjemmesider eller ved telefonisk kontakt. Hvad laver eksempelvis den 11-årige Sandro Reyes fra Filippinerne i FC Barcelona, den ni-årige Ninte Nater Carugal fra Guinea i Atletico de Madrid, den ti-årige Cheikh Fall fra Senegal i Inter Milano og den ti-årige Takuhiro Nakai fra Japan i Real Madrid?

LÆS OGSÅ: VOR TIDS SLAVEHANDEL

Blandt andet det vil Sport Executive stadig have svar på! Vi ønsker ligeledes at vide, hvornår FIFA indleder de nødvendige sager mod de øvrige europæiske topklubber involveret i børnehandel! Foreløbig blæser svarene i vinden, men Sport Executive vil løbende følge op på sagerne – dels her på siden – og dels i magasinet Sport Executive. Følg med!

LÆS OGSÅ: FIFA HOLDER KÆFT