Amerikanerne vil også indtage Europa

NBA og NFL satser hårdt på det britiske marked.

Amerikanerne vil også indtage Europa
Foto: All Over Press

For sjette gang i historien vil en regulær NBA-kamp blive afviklet i London. Det er NBA-organisationen, der har programsat kampen mellem Toronto Raptors og Orlando Magic til 14. januar 2016 i O2-arenaen i den britiske hovedstad.
”Det understreger vores ambitioner om at udvikle basketball-sporten i regionen – og afvikle flere NBA-kampe foran vores fans i Storbritannien,” udtaler Adam Silver, talsmand for NBA.
Sidste år dukkede der 15.000 fans op i O2-arenaen, da Milwaukee Bucks slog New York Knicks.

LÆS OGSÅ: AMERIKANSK SPORTSGIGANT PASSERER MAGISK GRÆNSE

Også NFL, alias den amerikanske variant af fodbolden, agter at ekspandere i Storbritannien – og først og fremmest London. NFL American Football League har således skrevet kontrakt med Tottenham Hotspur om at placere mindst to NFL-kampe per sæson på London-klubbens nye stadion fra 2018.
Tottenhams kommende stadion vil have plads til 61.000 tilskuere og bliver dermed Londons største klubstadion. Byggeriet er en del af det såkaldte Northumberland Development Project.
NFL har siden 2007 forsøgt at eksportere amerikansk fodbold til Storbritannien med base på Wembley – med foreløbig 11 regulære kampe i den britiske hovedstad. Her har man fortsat en kontrakt frem til 2016. Således afvikles tre kampe på Wembley i efteråret, nærmere bestemt Miami Dolphins mod New York Jets 4. oktober, Jacksonville Jaguars mod Buffalo Bills 25. oktober og Kansas City Chiefs mod Detroit Lions 1. november.

LÆS OGSÅ: NFL MÅ TIL LOMMERNE

Også MLB (baseball) og NHL (ishockey) har planer om at gå globalt – først og fremmest kigges der mod Europa og Asien.