Muhammad Ali danser for evigt

Verdens største idræts-personlighed, Muhammad Ali, er død. Derfor genudsender Sport Executive et portræt af Ali, vi lavede tilbage i 2013. Ali ville mere end svæve som en sommerfugl og stikke som en bi. Det må man sige lykkedes: Dansende ramte Ali hele det hvide USA lige i mellemgulvet, så det sang ud over hele Guds Eget Land. The Greatest er død.

Muhammad Ali danser for evigt
Foto: All Over Press

Verden havde forandret sig i Atlanta, Georgia, i 1996.
Pludselig rejste de sig op og klappede. Flokken af rednecks og white trash. Øjnene var fæstnet på skærmen – ophængt i hjørnet på det ramponerede værtshus, hvor interiør og mænd bar præg af års hårdt slid. Klapsalverne blev voldsommere og voldsommere, jo nærmere den midaldrende sygdomssvækkede mand i skærmbilledet kom mod sit mål. Da han nåede sit bestemmelsessted, steg klapsalverne til hysteriske højder – ledsaget af en disharmonisk udgave af ’The Star-Spangled Banner’.
Blot to-tre årtier før havde de selvsamme mænd – eller deres fædre og bedstefædre – hujet, pebet og råbt skældsord efter manden. Nu kunne de ikke fjerne blikket fra skærmen.
Ja, meget havde forandret sig i Atlanta i 1996.

Profeten

For manden på skærmen var Muhammad Ali, der tændte den olympiske ild på det olympiske stadion i den amerikanske storby. Oprøreren, forræderen og bokseren, der nærmest ene mand havde udfordret hele det hvide etablerede USA i 1960’erne og 70’erne.
Ja, USA – og dermed Verden – havde så sandelig forandret sig.
Det var næppe det, en ung spradebasse ved navn Cassius Marcellus Clay Jr. helt inderst inde havde forestillet sig tilbage i 1964, da han skrålede ’i’m the greatest’ og ’jeg er verdens smukkeste mand’ til den forsamlede ’verdenspresse’. Ikke desto mindre var Muhammad Ali allerede i 1996 – og er det den dag i dag – et kulturelt ikon i USA. Endog i mange sortes bevidsthed på linje med Martin Luther King og Malcolm X. Det på trods af, at Ali gang på gang traf de upopulære beslutninger, gik mod strømmen og udfordrede The Establishment.
Som en hans stærkeste modstandere i karrieren, George Foreman, udtrykte det i 2003 i et interview med ESPN Brasilien:
”Ali var for stor til boksning. Han kan slet ikke sammenlignes med nogen. Han var og er den største mand, der nogensinde har bokset. Boksning er simpelthen for småt til ham.”
Eller, som en af Alis nærmeste i boksekarrieren, Drew Bundini Brown, der ikke alene var med i trænerstaben bag bokselegenden, men også stod bag mange af Alis ’kampdigte’, sammenfattede det:
”Ali er en profet.”

Mesteren

En 18-årig Cassius Marcellus Clay Jr. dukkede første gang op på verdensscenen, da han vandt olympisk guld i letsværvægt i Rom i 1960, men det var før medierne for alvor masse-eksponerede idrætsstjerner.
Men det var lige før, at karrieren end ikke kom ind på kanvassen, idet den unge mand fra Louisville var kronisk angst for at flyve. Få uger før OL forsøgte han således at melde fra, og der skulle en intens samtale i Louisville Central Park med politibetjenten og boksetræneren Joe Martin til, før karrieren faldt i slag. Manden, der seks år tidligere fortalte en 12-årig Clay, at hvis han ville gøre noget ved de tyve, der havde stjålet hans cykel, så måtte han lære at bokse. Cassius Marcellus Clay Jr. besluttede at lære at kæmpe – og seks år senere tog han mod til sig og fløj til Rom efter Joe Martins vejledning i parken – medbringende en faldskærm, just in case.
Resten er historie: Clay tog, trods sin uortodokse stil, guldet. Umiddelbart efter OL smed han undertrøjen og blev kendt lokalt for sine mange markante udtalelser, heriblandt hans evne til at forudsige, i hvilken omgang han ville slå sine modstandere ud.
Der skulle dog gå yderligere små fire år, før Clay Junior forbløffede verden. Efter 21 kampe med lutter sejre fik han 25. februar 1964 i Maine endelig den VM-kamp i sværvægt, han havde drømt om. Modstanderen var den frygtindgydende Sonny Liston. En stor tung sort mand, der bl.a. havde fejet gulv med det hvide USA’s darling – i fraværet af det store hvide sværvægtshåb – Floyd Patterson. Forud for kampen viste Clay sin forbløffende evne til at skabe ’hype’ omkring sig med ’poetiske’ slogans a la ’jeg svæver som en sommerfugl og stikker som en bi’ – og sine forudsigelser, heriblandt at han ville stoppe Liston i 7. omgang. Alligevel var Clay 7 til 1 underdog forud for kampen, og blandt de 46 akkrediterede journalister havde 43 Liston som tårnhøj favorit. Ud af de tre, der holdt på Clay, oplyste de to, at grunden var, at en hest ved navn Cassius tidligere på dagen havde vundet på den lokale galopbane.
Men såvel journalister som verden fik et chok. Den 22-årige Clay kom ud som et vidunder i den firkantede ring. Med sin dansende stil, næverne ned langs siden og lynhurtige kombinationer afstraffede han den ellers så frygtede verdensmester – og Liston opgav da også at komme ud til 7. omgang. Officielt på grund af en skade, men reelt fordi han simpelthen var overmatchet og gennempryglet.

Muslimen

Offentligheden skulle dog dagen efter få endnu et chok. Den altid højtråbende Cassius Clay meddelte nemlig, at han fremover hed Muhammad Ali og var en del af Nation of Islam (Black Muslims, red.). En sort bevægelse, der i den ophidsede og til tider voldsomme kamp for sorte borgerrettigheder i USA havde markeret sig med radikale synspunkter, bl.a. kravet om en selvstændig sort stat i USA.
”Cassius Clay er et slavenavn. Jeg har ikke valgt det, og jeg vil ikke ha’ det. Jeg er Muhammad Ali,” lød det fra den nykårede verdensmester – bl.a. suppleret med:
”Jeg er Amerika. Jeg er den del, du ikke vil anerkende, men væn dig til mig. Jeg er sort og selvsikker. Det er mit navn – ikke dit. Det er min religion – ikke din. Det er mine mål, mine egne mål. Væn dig til mig.”
Det var ikke, hvad et USA, hvor raceadskillelse og undertrykkelse stadig var en del af den officielle politik i sydstaterne, var vant til at høre fra en sort ung mand med ambitioner om at komme frem i samfundet. Men bokse-evnerne kunne man trods alt ikke tage fra Muhammad Ali. De kommende år var Alis storhedstid bl.a. med endnu en sejr over Sonny Liston, denne gang på knock out i 1. omgang. Det var år, der byggede bokselegenden op til det, den rummer i dag: Verdens bedste og mest elegante bokser.

Forræderen

Men Ali var ikke færdig med at ryste det etablerede USA. I 1967, hvor modstanden mod Vietnam-krigen stadig var i sin vorden, meddelte verdensmesteren i professionel sværvægtsboksning, at han ikke agtede at gøre militærtjeneste i det asiatiske land.
”Jeg har ikke noget skænderi med Vietcong. Der er ingen vietcong, der nogensinde har kaldt mig en nigger. Så nej, jeg tager ikke 10.000 miles væk for at hjælpe med at myrde og brænde andre mennesker blot for at sikre de hvide slaveejeres fortsatte magt over mørke mennesker. Det her er dagen, hvor sådan en ondskab og uretfærdighed må slutte,” forklarede Ali om sine bevæggrunde.
Straffen kom prompte: Ali blev frataget sine VM-titler og sin bokselicens – og var dermed færdig som nævefighter. Men han opgav ikke. Ali tog sagen hele vejen til højesteret, hvor han vandt i 1971. Inden da fik han dog sin bokselicens igen og gjorde comeback 26. oktober 1970 mod Jerry Quarry. En kamp, han vandt, men der var langt fra 1960’ernes elegante danser til denne 70’er-udgave med en utrænet krop. Det fik straks eksperterne til at dømme Ali færdig. Det blev ikke meget bedre, da Ali fem måneder senere fik sit første forsøg på at genvinde VM-titlen. I et brag af en fight, hvor Ali bl.a. var i gulvet i 14. omgang, tabte han på point til Smoking Joe Frazier.

Legenden

Men Ali var langt fra færdig. I to legendariske opgør med Ken Norton og endnu et mod Joe Frazier genvinder Ali sit ry. Godt nok er ’The Ali Shuffle’ (hans berømte benarbejde – dans, red.) så godt som fraværende, men hans intelligens i den firkantede ring kombineret med hans engagement i kampen for borgerrettigheder, social retfærdighed og frihed bygger nye alen til hans ry.
Det skulle blive endnu større i 1974. Ali får endnu en titelkamp – denne gang mod George Foreman, den mest frygtede sværvægtsbokser siden Sonny Liston. Big George havde vundet titlen ved at slå Smoking Joe Frazier skræmmende fem gange i gulvet i løbet af små to omgange, og Ali blev reelt betragtet som chanceløs. Men i ’The Rumble in The Jungle’, kampen foregik i Zaire, opfandt Ali ’the rope and dope-taktik’ og vandt på knock out i 8. omgang. Inden da havde han hængt i tovene og ladet Foreman slå sig træt, hvorefter han sidesteppede i 8. omgang og fældede Foreman som et træ med en lynhurtig kombination.
”Jeg havde tævet ham i seks omgange! Men hvad stiller du op med en mand, der blot siger: Er det alt, du har, George? Når du har fyret alt dit tungeste skyts af – og han så blot bliver ved med at sige: Er det alt, du har, George,” forklarede George Foreman år efter om kampen.
Eller, som The Guardians bokse-ekspert, Kevin Mitchell, har sammenfattet kampen i 2010:
”Dem, der var heldige nok til at overvære kampen, anerkender den, som det mest mindeværdige øjeblik i deres liv. Ingen af de skrivende journalister, der overværede kampen, har kunnet sammenligne den med noget, de har dækket før eller efter.”
Legende-status’en blev yderligere underbygget med The Thriller in Manilla i oktober 1975, hvor Ali for tredje gang krydsede næver med Joe Frazier – efter hver havde hentet en sejr i de foregående kampe. Den kamp får, som The Rumble in The Jungle, kultisk status. Det var to boksere, der gav alt i en drabelig fight – med Ali som den mest scorende. Efter 13. omgang må Joe Frazier reelt føres til ringhjørnet – og efter 14. omgang forhindrer Fraziers legendariske træner, Eddie Futch, ham i at gå ud til 15. og sidste omgang med ordene:
”Enough is enough, son. The ballgame is over!” (”Nok er nok, søn. Kampen er forbi.”)
Ali tronede på sværvægtsscenen indtil 1978, hvor han utrænet og uengageret tabte på point til ’nulbonen’ Leon Spinks – for et halvt år senere at genvinde titlen mod selvsamme Spinks. Men Ali var blevet for gammel og havde taget imod for mange stød. Det erkendte han – i hvert fald halvvejs selv – med en annoncering af et farvel til ringen. Det fortrød han imidlertid i 1980, hvor han forsøgte sig med et patetisk comeback – for blot at lade karrieren blive plettet med meningsløse nederlag til Larry Holmes og Trevor Berbick, inden han definitivt trak handskerne af i 1981.

Ikonet

Inden da var Muhammad Ali blevet et fænomen. Dog mere udenfor end indenfor USA. Godt nok var han stadig muslim og efter amerikanske forhold politisk radikal, men han havde neddroslet tonen for i stedet at kaste sig over et socialt og humanitært engagement.
Ja, han var faktisk blevet så politisk korrekt, at præsident Jimmy Carter i 1980 sendte ham til Afrika for at hente støtte til USA’s boykot af OL i Moskva samme år – og siden har han bl.a. fungeret, som noget der ligner en særlig ambassadør i forhold til muslimske lande i Bush-administrationens kamp mod terrorisme. Han fik da også den amerikanske æresmedalje, ’Presidential Medal of Freedom’, i 2005. Og så sent som i september 2012 modtog han ’The Liberty Award’ for sit humanitære arbejde og kamp for borgerrettigheder. I de senere år levede Ali tilbagetrukket i Paradise Valley, Scottsdale, Arizona – præget af parkinsons sygdom. Alis visioner levede dog videre i fødebyen Louisville, hvor han tilbage i 2005 etablerede Muhammad Ali Center, der arbejder for at udbrede social ansvarlighed, personlig vækst og fred på jorden. For godt nok gik Ali på pension, men legenden levede – og lever. I en sådan grad endda, at der stadig kunne skabes opmærksomhed om navnet Muhammad Ali – også til at understøtte hans sociale og humanitære engagement. Nu er Muhammad Ali død. Verdens største sportsmand er død. Men ’The Ali Shuffle’ eksisterer stadig. Og lige nu danser Muhammad Ali så ind i evigheden.

Æret været hans minde.

Digtet

Digtet

Den engelske avis, The Observer, offentliggjorde følgende leder 31. oktober 1974 – dagen efter The Rumble in The Jungle – Alis digt ’Lines upon a Louisville Lip’:

Lines upon a Louisville Lip

Nine years ago, they said.

Before Liston the Bear

Muhammad Ali would be dead.

But he went out.

In just this way and with no fear,

Ali did the same trick to Foreman the Bull,

but this time in Zaire.

While you were waiting for George Foreman’s eye to mend

You said “Muhammad Ali’s reached his end.

He is too old, and has got slower,

And Foreman the Bull will bowl him over.”

When I said I was still the best The suckers said:

“He will never pass this test.”

But I pulled the wool over everybody’s eyes

And in round eight it was Foreman who was looking at the skies.

I float like a butterfly and sting like a bee,

But this time I showed my brain was the fastest part of me.

People said: “You can only win by slipping his fists,”

So I took them on and he could not resist,

For when the Bull began to slow

Muhammad Ali showed his punches, by Allah, could land the blow.

Five million dollars is a lot to pay two men to fight,

And George’s showing is proof that this is robbery, not right.

Sure you need against him doublehitting power,

But Ali the Genius was the man of the hour.

Foreman’s a fighter of no great merit.

It is I who should receive the full five million credit.

Whipping George has made my day,

There is no nicer way I know of earning my pay.

But because this time I get one half the price I’m worth,

Next time Ali dances round the ring he’s asking twice the purse.

So next time ‘don’t match Bull and Master,

Because Muhammad Ali has shown he is much the faster.

I was perfect and Allah showed, He’d realised,

For as soon as I won His lightning shot across the skies.

Muhammad Ali

Muhammad Ali

Født 17. januar 1942 i Louisville, Kentucky, USA – som Cassius Marcellus Clay Jr.

Ændrede navn, da han i 1964 konverterede til islam og blev medlem af The Nation of Islam (Black Muslims). En bevægelse, der i 1960’erne arbejdede for sort nationalisme og kulturel separatisme. Black Muslims blev splittet i slutningen af 1970’erne, og sidenhen er størstedelen af bevægelsen blevet tilknyttet det globale muslimske trossamfund. Et nyt Nation of Islam opstod dog i 1977, og den bevægelse har i dag stærkt stigende indflydelse blandt sorte unge i USA. Ali ’dyrkede’ i de senere år sufisme. En betegnelse for islamisk mystik med en filosofi, der udtrykker den kærlighed eller forbundenhed, som er mellem Allah og mennesket. Sufisme indebærer, at man tror på mystik, spiritualitet og kærlighed, og begrebet går på tværs af ortodoksi/heterodoksi og shiisme/sunnisme.

Ali regnes af de fleste eksperter, som verdens bedste bokser nogensinde.

Samtidig er Ali et af de mennesker, der har haft størst kulturel og ideologisk betydning for den sorte befolknings frigørelse og ligestilling i USA – fra kampen for borgerrettigheder i 1960’erne til i dag.

Ali boede de senere år i Paradise Valley, Scottsdale, Arizona, med sin fjerde kone, Yolanda ’Lonnie’ Ali (gift 1986). Han har 10 børn. Ali havde i mange år haft parkinsons sygdom.

Boksekarriere: Amatør: Vandt olympisk guld i letsværvægt i Rom i 1960. Professionel: 61 kampe med 56 sejre (37 på ko). Verdensmester i professionel sværvægtsboksning fra 25. februar 1964 til 20. juni 1967, hvor han fratages sine VM-titler og sin bokselicens, fordi han nægter at gøre militærtjeneste i Vietnam. Igen verdensmester fra 30. oktober 1974 til 15. februar 1978. Genvinder titlen 15. september 1978, men trækker sig dernæst tilbage uden at have forsvaret titlen. Forsøger comeback i 1980-81 uden held. Stopper definitivt 11. december 1981.